Kathmandu er en travl by fyldt med templer, turister og køretøjer. De fleste kommer hertil for at prøve kræfter med nogle af verdens mest spektakulære bjerge, mens andre tager på meditationsferie.
Vi er her dog af en anden årsag. NyTænk er nemlig taget med energiforsker Anzoo Sharma fra organisationen Center for Rural Technology Nepal med til hovedbygningen for energistudier ved ingeniørinstituttet på Tribhuvan University.
Formålet er at se, hvordan universitetet bruger geotermisk opvarmning til at holde temperaturen i klasselokaler og konferencerum på behagelige 19 grader – både sommer og vinter. Geotermisk energi kaldes også for “jordvarme”, og i Danmark kender vi det mest i flydende form.
Læs også: Explainer: Hvad er geotermisk energi?
Der er nemlig meget varmt vand i den danske undergrund, som pumpes op og forsyner fjernvarmenettet. Bagefter sænkes det afkølede vand tilbage i jorden, hvor det automatisk opvarmes på ny.
Men i Kathmandu bruger de jordopvarmet luft, som cirkuleres gennem en 70 meter lang underjordisk tunnel og ind via et ventilationssystem i fem store lokaler i bygningen.
“Vi har bygget et tunnelsystem specifikt til airconditioning, så vi kan holde indendørsklimaet på 19 grader uanset årstiden. Der er seks ventilatorer i hvert rum, og når systemet tændes, pumpes der automatisk opvarmet luft ind i bygningen,” fortæller Anzoo Sharma.
Hun tager os fra klasselokalet og ned i et lille aflukket kælderrum, hvorfra den opvarmede luft kommer ind i en halv meter rund indgang fra ydervæggen. Her sørger en ventilator på 1,5 hertz for at drive luften gennem et indvendigt rør og ud i lokalerne. Ventilatoren kræver strømtilslutning, men resten af processen sker uden brug af elektricitet.
Tunnelen ligger fire meter under jorden, hvor den køligere løft automatisk opvarmes af de omkringliggende jordlag. Sharma uddyber, at særligt tre ting er vigtige at kende, før man kan konstruere et rør og forbinde det til bygningen.
- Hvor mange meter, man skal grave ned i jorden.
- Hvor langt røret skal være.
- Hvad opvarmningsbehovet er (indvendigt areal).
Alle tre skal beregnes, så den ønskede temperatur opnås. Jo længere ned i jordlagene man kommer, og jo længere røret er, desto varmere bliver luften i sidste ende.
Da hun bliver spurgt ind til, hvorvidt teknologien kan kopieres til brug i større danske bygninger, svarer Sharma:
“Det kan godt være en udfordring, hvis I generelt har en lavere gennemsnitstemperatur i Danmark. Så skal røret måske graves endnu dybere ned. Man kan måle det ved at grave et hul og stikke en temperatursensor ned.”
Kigger man på det lokale vejr, så har Kathmandu minimumstemperaturer ned til 1 – 3 grader i den koldeste periode. Maksimumtemperaturerne ligger dog på over 18 grader alle årets måneder, og de kommer ofte op på over 20.
I Nepal er der et stort potentiale for geotermisk opvarmning til boliger, understreger Sharma. Potentialet er dog størst ved større individuelle bygninger som har et tilstrækkeligt landareal omkring sig til, at man kan anlægge en større underjordisk rørledning.
Det ekskluderer pt. huse i områder med tæt bebyggelse. Sharma oplyser nemlig, at der risikerer at gå for meget varme til spilde, hvis den skulle overføres via rørledninger mellem forskellige husstande. Derudover kræver det et effektivt og simpelt indvendigt ventilationssystem.
Underjordisk opvarmning i Nepal er derfor særligt velegnet til for eksempel institutioner, hoteller eller større virksomheder, hvor mange kvadratmeter er samlet på ét sted.
Geotermisk opvarmning til bygninger diskuteres som en af fremtidens løsninger herhjemme, fordi det er en vedvarende energikilde med en meget lav CO2-udledning – faktisk kun 5 procent sammenlignet med traditionelle kulkraftværker.
Inspireret af casen i Kathmandu vil NyTænk i nær fremtid undersøge potentialet for geotermisk opvarmning med både luft og vand i Danmark. Herunder de praktiske udfordringer, der spænder ben for at udnytte undergrundens reservoirer i større skala.
