Bæredygtighed i praksis
Indblik

Kan man bygge hele sit hus af skrald?

Af Mie Olsen og Didier Larsen
Svaret er et rungende ja, hvis man spørger B Sullivan fra Auroville. Han har lavet sit to-etagers hjem primært fra aflagte materialer og væltede træer fra nærområdet ud fra devisen om, at ”alle ressourcer er brugbare.”
Play Video

Gamle videokassettebånd. For længst udtømte vinflasker. Tom kartonindpakning til mad og plastemballage. I manges øjne vil disse ting være lige til affaldscontaineren. Men for én mand i den sydindiske by Auroville er det guld, som kan bruges i alt fra sofapuder til badeværelsesvægge.

NyTænk møder B. Sullivan i hans alternative hus ”Trash Mahal” – et ironisk ordspil på det verdensberømte mausoleum Taj Mahal, ét af Indiens mest berømte attraktionsmål.

Han er helt sin egen karakter. Den amerikansk-fødte mand kom til Auroville i Sydindien i midten af 1970’erne, draget af ”the city of dawn”, som lokale kalder den. Byen er en slags selvstyrende del af Indien, og ligger tæt ved kysten spredt ud mellem jungle og støvede sandveje.

Auroville hviler på et spirituelt fundament, og siden sin ”fødsel” i 1970’erne har den udviklet sig i eksperimenterende retninger ift. bydesign og livsstil. Der bor mange internationale rejsende fra hele verden.

”Du kan bygge et hus af alting. Især materialer, som andre synes er værdiløse og smider væk. Og vi bliver nødt til at passe på vores ressourcer. De skal ikke gå til spilde”,
fortæller han entusiastisk, mens han viser rundt.

Trash0 11

Huset består af et nærmest religiøst indgangsparti og en lille forhave, en mørk rummelig stue, udendørs brusebad og en trappe op til et stort og lyst soveværelse med udsigt til trækronerne udenfor.

“Waste is wealth” understreger B, imens han begejstret viser et par puf-puder lavet af outdatede plastikbannere og med et lille hul i siden, så man kan fylde dem ud med bløde plastikposer. Han demonstrerer, hvordan de alligevel føles ergonomisk gode at sidde på.

Puderne står i stuen, hvor man også finder små firkantede kommode-lignende møbler lavet af gamle Tetra Pak-kartoner til juice. B. afskyr Tetra Pak, fordi det er bearbejdet med kemikalier for blandt andet at stoppe væske fra at trænge igennem indpakningen og gøre det muligt at transportere letvægts-pakkerne over tusindvis af kilometer.

”Men når vi nu på verdensplan har så mange kartoner lavet af ’dødt materiale’, kan vi lige godt bruge dem til forskellige ting. De er ekstremt holdbare og stærke,”
argumenterer B.

Trash0 6

Af samme årsag, og fordi Tetra Pak er vandtæt og varmeresistent, er det faktisk også integreret i husets tagplader. Pladerne er købt fra en indisk entreprenør, som knuser kartonerne under høj varme, så deres egenskaber kan bruges på ny. 

I Auroville genbruger de meget og har blandt andet organiseret et genbrugscenter og en økoservice-enhed, som B arbejder i. Men omkring 30 procent af alt affald ender stadig i små uorganiserede losseplads-huller i naturen. Hvis det ikke bliver genbrugt, ender det bare med at forurene jorden og skulle graves op af kommende generationer, fortæller B, før han giver en anekdote om udviklingen af affald i Indien;

”Da jeg kom tilbage til Indien efter nogle år i USA, så jeg hvordan affaldsniveauet var gået op. Vejene var fyldt med plastikposer og flasker og emballage fra take-away mad. Normalt ville køer og rotter æde affald i gaderne, men med plastik går det ikke.”

Derfor har han tænkt kreativt i sit hus blandt andet brugt gamle VHS-bånd som udvendige mursten i forhåbningen om, at de kan holde længe i forskelligt slags vind og vejr. Det samme gælder de mange tomme vinflasker, han har samlet i den internationale zone. Her er de blevet smidt væk i et forsøg på at skjule, at køberne har brudt Aurovilles strenge regler, der forbyder alkohol. 

Trash0 4

Det tog B godt to år at samle alle materialer til huset. Og han fik hjælp af både frivillige, håndværkere i området og sit netværk.

Selve husets fundament er også hovedsageligt lavet med ”frie” ressourcer, som ellers var gået til spilde.

Husets søjler er fremstillet af et afrikansk mahogni træ, som væltede og lå i vejen under en cyklon i Auroville, mens B også har fundet overskudstræ (bl.a. akacie) fra et lokalt snedkerværksted til trægulvet.

Der var dog behov for at komme en smule cement i, for ellers ville termitterne i området hurtigt gøre det af med gulvets fundament. Og fordi træet ikke er maskinlavet på industriel vis, er der naturlige huller i, som giver et naturligt lys.

C0116T01124

Ydermuren til det udvendige toilet er lavet af overskudsmursten af keramik samt fliser fra forskellige byggepladser. Det hele skulle alligevel bare på lossepladsen, fortæller B.

”Folk bliver inspirerede af at se mit hus. Men hvis konceptet skal op i større skala, kræver det professionelle hænder, som er villige til at tænke ud over standardmaterialer og vægte bæredygtigheden højest,” mener B.

Han håber, at hans hus kan være med til at vise alle – også i Danmark – at man kan genbruge stort set alt.

Del dette