Bæredygtighed i praksis
Indblik

Primitiv landsby i Bangladesh bruger biogasanlæg til røgfrit komfur

Af Mie Olsen og Didier Larsen
Før havde Bijoynagars indbyggere hverken gas eller et ordentligt affaldssorteringssystem til deres gylle. Det problem løste et lille 2,4 kubikmeter stort biogasanlæg. Nu laver de mad i sundere omgivelser og bruger anlæggets restprodukt som naturlig gødning.
Play Video

Den lille landsby Bijoynagar ligger afsides imellem grønne rismarker i det nordlige Bangladesh. Her bor godt 500 familier i små huse lavet af mursten, tin og mudder. De ligger spredt mellem lavtstående palmer. 

Læs også: EXPLAINER: Hvad er biogas?

Flere af husstandene har et åbent skur til køer, som hver producerer 10 til 12 kilo gødning om dagen. Gødning der før i tiden blev smidt på de omkringliggende marker til stor irritation for naboerne.

I mange år har byen ikke haft nogle energikilder. Derfor har kvinderne lavet mad ved at brænde træ under komfuret. En proces der oser meget, giver dårlig hygiejne med beskidte køkkenredskaber samt irriterer øjne og hals.  

NyTænk er taget ti landsbyen for at se, hvordan installationen af et 2,4 kubikmeter stort biogasanlæg har forbedret forholdene. Med os har vi Rafiqul Haque, afdelingsleder for biogas ved Grameen Shakti, som er en førende organisation inden for bæredygtig og genanvendelig energi i Bangladesh. 

Haque har selv været med til at installere 400 biogasanlæg om måneden i Mymensingh-regionen, som vi nu besøger. Han fortæller, at hvis en ejer for eksempel har fem køer, giver det biogas nok til, at to husholdninger kan lave mad fire timer hver dag.

“Processen starter med at putte organisk materiale i indløbet. Om morgenen samler beboerne cirka 65 kilo komøg, mikser det med lige dele vand og kommer det i rådnetanken, hvor det bliver nedbrudt i et iltfrit miljø. Resultatet frigør 60 – 70 procent metan gas, som transporteres ind i køkkenerne gennem et fleksibelt rør”, uddyber Hague.

Alt hvad beboerne skal gøre er at trykke på ventilen, når de gerne vil bruge deres gaskomfur.

I samme proces øges gastrykket i rådnetanken så betydeligt, at gyllen presses over i det hydrauliske kammer, hvor det langsomt udskilles til to udgravede huller ved siden af.  

“Før vi installerede biogasanlægget, var der ingen systemisk affaldshåndtering. Gylle fra dyrene blev bare smidt tilfældigt. Nu samles det, tørres og bliver brugt som organisk gødning på markerne,” fortæller Hague.

Anlægget i Bijoynagar er en simpel model i beton og mørtel, hvor de kun har brugt mursten, spåner, cement, sand og et fleksibelt rør.

Små biogasanlæg til husholdninger kan dog konstrueres i forskellige materialer. For eksempel i glasfiber, oppusteligt gummi og hårdfør plastik.

Nogle biogasanlæg er integrerede, så forrådnelsesprocessen foregår i ét kammer, mens andre er inddelt i fire dele med en eller flere indløbsrør, en rådnetank, et hydraulisk kammer og en gyllegrav. Processen med at omdanne komøg til gas og gødning er ens uanset typen af anlæg.

FAKTA: “Hydraulisk” refererer til systemer med væsker, der overfører tryk. For eksempel via pumper eller rør.

Hague fortæller afslutningsvist, at der var to store udfordringer ved at installere biogasanlæg i en så afsidesliggende landsby. For det første er det svært at transportere råmaterialerne over lange distancer uden ordentlige vejforhold, og for det andet fyldes jordhullerne under udgravning ofte med vand i regnsæsonen.

Det er Grameen Shakti, der sælger anlægget til de lokale beboere. Prisen er på 40,000 taka (lidt over 3.000 DKK), og der er meget få vedligeholdelsesomkostninger, fortæller Abdul Arif, som er projetleder ved organisationen.

I alt har Grameen Shakti installeret godt 4.000 biogasanlæg i Mymensingh regionen, som er en oplagt aftager, fordi flere familier lever af landbrug. Derfor har de meget gødning at gøre brug af.

Del dette