Vi lever i en tid, hvor vi skal imødegå flere udfordringer og kriser. Skovene er naturens svar på at hjælpe os, men det kræver, at fremtidens naturforvaltere kan tænke og handle ud fra helhedsforståelser.
Lige nu er der desværre en ”vild natur”-strømning, som skygger for at se skovens potentiale.
Naturstyrelsen er i gang med omfattende rydninger og indgreb i knap 70 procent af statens skove i Danmark. De udlægges som såkaldt ”urørt” skov – uden videnskabelig dokumentation eller faglig enighed om, at det er den rigtige vej at gå, hvis vi for eksempel ønsker mere biodiversitet.
Min bekymring som skov- og landskabsingeniør er, at vi gør uoprettelig skade og ødelægger de gode resultater, man har set i den danske natur efter indførsel af både skovlovsrevisionen i 1989, Naturbeskyttelsesloven og EU-Habitatdirektivet.
Alle tre satte klare målsætninger for at drive skovene multifunktionelt med både fokus på naturhensyn som urørt skov, genopretning af skovmoser og bæredygtig skovdrift. Det fokus blev yderligere forstærket af FSC-certificeringens krav om udlæg af minimum 10 % urørt skov.
Udviklingen sammenlignet med for 50 år siden har været virkelig positiv.
Dengang blev skovfaglige uddannet som hardcore produktionsfolk, der brugte sprøjtemidler og kemikalier. Miljøforholdene var helt ude af fokus, men i dag drives skovene med stor respekt for naturen. Det har resulteret i den artsrigdom, vi nu oplever.
For eksempel har vi i dag har langt flere skovfugle, herunder mange arter specifikt knyttet til de mange nåletræsplantager. Mængden af dødt ved og træer vinder terræn i skovene. Og siden 1990’erne er der jævnfør Naturstyrelsens opgørelser sket en geninvandring af 128 arter, mens blot 19 er forsvundet.
Alligevel vælger tidens politikere og en snæver gruppe af specialiserede biologer og forskere at sætte alt på spil for et ensidigt eksperiment med en uklar målsætning, som – ifølge deres egne ord – er ’open-ended’.
For eksempel anbefales det at fjerne nåletræer fra vores skove. Men tæerne opsuger to til tre gange mere CO2 end de hjemmehørende arter, man vil genindføre, og de leverer lokalt og bæredygtigt produceret træ til den grønne omstilling. Og de har også, som nævnt, bidraget til artsdiversiteten i vores natur.
Vi har brug for diverse skove. Men vi risikerer at miste dem, fordi den nuværende strategi er topstyret og svigter inddragelse af en stor mængde viden og erfaringer fra dygtige eksperter og skovfaglige rundt om i landet.
Den står også direkte i kontrast til anbefalinger fra bl.a. Concito (grøn tænketank red.). I deres oplæg efterspørges multifunktionel (flersidig) arealanvendelse som et nødvendigt svar på Danmarks areal knaphed.
Retningen er lagt af folk, der ikke nødvendigvis har deres dagligdag i skovene og desværre er blinde for de mange nuancer, som gør det farligt at implementere en så vidtrækkende og dominerende løsning i de 75,000 hektar forstligt-drevne kulturskove.
Værst af alt er, at strategien slet ikke adresserer det egentlige problem for biodiversiteten i Danmark.
Artiklerne ovenfor peger ret entydigt pilen i retning af de lysåbne naturtyper, hvor en blanding af intensivt agerbrug og fjernelse af hede, enge, overdrev og moser har forårsaget store tab i antallet af insekter, fugle og dyr.
Læs også: Opinion: Vi taler alt for lidt om jord!
Sidstnævnte var tidligere kultur-naturtyper, som rummede en rig artsdiversitet. Nu gror de til i krat, og arterne forsvinder.
Vi har – måske mere end nogensinde – brug for dygtige skov- og naturforvaltere med et bredt udsyn, som dedikerede kan bidrage til at imødegå både naturkrisen, men også holde fokus på alle andre bæredygtighedshensyn.
Det skylder vi fremtidens samfund.
