Vi har som samfund en ambition om at etablere flere attraktive boligområder og byrum, hvor det grønne element spiller en vigtig rolle. Det er godt for klimaet, og samtidig har de grønne omgivelser en positiv effekt på menneskers fysiske og mentale sundhed.
Problemet er, at entreprenører såvel som arkitekter og byggefirmaer tit glemmer at tage højde for jorden i de indledende byggefaser. Trods de gode intentioner.
Man afsætter måske arealplads til en hæk, træer eller et lille parkområde med staudebede, men glemmer fuldstændig det faktum, at undergrunden bliver både våd og ekstremt kompakt, når man graver og kører tunge maskiner ovenpå.
Efter byggeriets opførsel sender projektplanlæggerne måske en anlægningsgartner ud for at lægge rullegræs, plante en hæk eller arrangere nogle små bede. Men her er der allerede for sent – for jorden er i dårlig stand.
Allerede efter et par år er det tydeligt, at hækken ikke kan gro, og regnvand samler sig på overfladen af græsplænen. Jorden er simpelthen blevet presset for meget sammen.
Tilstanden kaldes traktose, og den gør både jorden mere iltfattig. Det gør det svært for mikroorganismer at trives og det forhindrer, at vand og planterødder kan trænge ordentligt ned igennem jorden.
Traktose er svært at undgå i dag, hvor pressede deadlines gør det nødvendigt at arbejde med jorden selv gennem en lang og våd vinter. Og det har flere uheldige konsekvenser. Planterne har ikke optimale forhold, meget få arter, både planter, dyr og mikroorganismer kan trives i og omkring jorden, og der kommer mindre biodiversitet i byområderne. Når vi taler så meget om biodiversitet i byerne, må vi derfor ikke glemme at tale om jorden.
Så hvad er løsningen? Først og fremmest må byggeri- og anlægsarbejdere og planlæggere være bevidste om hvordan jorden skal håndteres allerede i planlægningsfasen.
En god fremgangsmåde er at fjerne muldjorden i overfladen og køre det til et nærliggende depot, så det ikke ”kommer til skade” under arbejdet. Når byggeriet er opført, lægges muldjorden tilbage.
Indsatsen hjælper dog lige lidt, hvis råjorden under er så kompakt, at vand stadig ikke kan sive ned igennem lagene. Derfor bliver man også nødt til at lave en forarbejdning af jorden – kaldet en grubning. Det kan enten gøres ved, at entreprenøren løsner jorden i dybden med en grubbetand eller ved hjælp af trykluft. Sidstnævnte er en nyere metode, som er både skånsom og effektiv. .
En god og levende jord har masser af mikroorganismer. Regnorme er for eksempel altid et tegn på, at jorden er sund. Teksturen skal minde lidt om humus eller rugbrødskrummer, og man kalder det faktisk også for en ”krummestruktur”.
Det er vigtigt, at der er store og små klumper i jorden, og at der eksempelvis er findes rester af planterødder og andet organisk materiale. Det giver grobund for gavnlige svampe og mikrooranismer.
Ansvaret for sikre en sund jord hviler på to sæt skuldre – både dem der arbejder inden for jordbrug og byggeri.
Anlægsgartnere på byggeprojekter må være opmærksomme på, hvad det er for en jord, der skal plantes i. Og komme med konkret rådgivning til, hvordan kvaliteten kan sikres under byggeprocessen.
Samtidig må bygherrer, der tit opererer med stramme deadlines, give plads til at der kan ske forsinkelser, hvis jorden i perioder ikke er tjenlig og ikke tåler bearbejdning.
Når vi byudvikler, skal vi være endnu bedre til at tænke det grønne element ind i mellemrummet mellem bygningerne. Vi kan ganske vist ikke skabe decideret natur inde midt i byen, men vi kan sagtens skabe flere levesteder og korridorer for insekter, fugle og andre dyr – også i parcelhuskvarterer.
Men det kræver, at vi begynder at tale mere om jord – allerede under byggefasen.
