Havbund med døende bunddyr og ’liglagen’ – en hvid belægning af svovlbakterier, der udgør den sidste barriere mod frigivelse af giftig svovlbrinte. Foto: Nanna Rask.
Lavet i samarbejde med Jens Würgler Hansen, seniorrådgiver ved Institut for Ecoscience, DCE- Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.
Vi har i mange år set massive problemer med iltsvind i de danske farvande, der nu har lagt havbunden øde hen og fået dyre- og planteliv til at forsvinde i store område. Explaineren her forklarer, hvordan iltsvind opstår.
Det er en ekstremt relevant viden for alle, der arbejder inden for jordbrug. Ifølge Miljøministeriets rapport ’Vandområdeplanerne 2021-2027’ kommer langt størstedelen af de ekstra næringsstoffer, som primært forårsager iltsvind i havene, nemlig fra landbruget. Problemet opstår, når der tilføres for meget kvælstof til kystnære områder.
Tilførslen af næringsstoffer fra land til vand sker, når afgrøder på markerne ikke optager al den anvendte gødning, så den vaskes ud i vandløb og ender i havet. Der ligger således en vigtig og altafgørende opgave for alle, der arbejder i landbrugssektoren i; hvordan man kan bruge mindre gødning og udnytte den bedre.
Landmænd, skovteknikere, agroøkonomer, landinspektører og fiskerierhvervet bør have en forståelse for, hvordan iltsvind opstår, hvad effekten er, og hvad der kan gøres for at afhjælpe det.
I et normalt og iltrigt havmiljø vil der være en moderat plantevækst af alger i overfladevandet samt blomsterplanter og tang på bunden. Når algerne dør, synker de ned på havbunden, hvor bunddyr som orme og snegle sammen med bakterier går i gang med at nedbryde dem.
Hvis der er stor næringstilførsel af kvælstof og fosfor til havvandet fra land via vandløb og grundvand, får planterne tilført rigeligt med gødning. Derfor vil de mikroskopiske alger vokse mere og hurtigere.
Læs også: Explainer: Hvordan virker biopesticider?
Algerne er føde for dyreplankton (små encellede organismer), og de afgiver både afføring og døde celler, som også ender på bunden. Alt i alt betyder det, at der synker markant mere organisk materiale til havets bund, når der tilføres flere næringsstoffer.
På bunden er der nu mere dødt plantemateriale, der skal nedbrydes af bunddyr og bakterier ved en klassisk forrådnelsesproces under forbrug af ilt. Det er i sig selv ikke et problem, da dyr og bakterier som udgangspunkt er glade for en stor ‘madpakke’. Nedbrydelsesprocessen forbruger dog ilt – både fordi bunddyrene trækker vejret under arbejdet (respiration), og fordi ilten indgår i selve nedbrydningsprocessen (mineralisering).
Udfordringen opstår, når mængden af dødt plantemateriale bliver så stor, at der ikke er nok ilt til at “klare nedbrydelsesopgaven”.
Iltsvind sker ganske enkelt gradvist, når iltforbruget over tid er større end ilttilførslen. Her spiller ikke kun tilførsel af ‘gødning’ og nedbrydeligheden af organisk materiale (planter), men også både vandets temperatur samt vind- og strømforhold en central rolle.
Højere vandtemperatur i havene har en dobbelt negativ betydning for iltindholdet.
Jo varmere vandet er, desto hurtigere sker mineraliseringen og dermed iltforbruget, og desto mindre ilt kan vandet indeholde, da iltindholdet i vand falder med stigende temperatur. På grund af den globale opvarmning er både luft- og havtemperaturer stigende, så udledningen af kuldioxid (CO2) og andre klimagasser såsom metan (CH4) er med til at forværre iltsvindsproblematikken.
Kraftig blæst er vigtig, da vinden blander vandet i havet, så det mere iltrige overfladevand bliver mikset med det iltfattige bundvand. Da det ferskere og varmere overfladevand er lettere end det saltere og koldere bundvand, vil vandsøjlen automatisk lagdele sig, hvis ikke vind og strøm ’forstyrrer’ lagdelingen.
Den farlige cocktail er, når følgende tre ting sker samtidigt:
- Øget plantetilvækst som følge af ‘overgødning’ (eutrofiering)
- Højere temperatur
- Længere periode uden kraftig blæst eller storm
Så opstår der udbredt og intenst iltsvind i havet, som det har været tilfældet i år. Det medfører over tid et forarmet havmiljø, hvor fisk, bunddyr og planter forsvinder eller dør. Det døde plantemateriale bliver liggende på bunden som et mudret lag, fordi det ikke kan forrådne ordentligt uden ilt, når der tilføres store mængder til bunden.
Når ilten i vandet næsten er opbrugt, er der stor risiko for frigivelse af giftig svovlbrinte.
Det sker, fordi svovlbrinte er ’låst’ i den iltede havbund. Men svovlbrinte frigives, når havbunden ikke længere er iltet. Foruden svovlbrinte siver også metangas op fra havbunden, og metan er en skadelig drivhusgas. Sidstnævnte kan samles i en stor gasboble lige under havbundsoverfladen og til sidst løfte dele af havbunden op i bundvandet ved en såkaldt bundvending.
Svovlbrinten er en kraftig gift, som dræber alt det levende, som ikke har nået at flygte. Lige inden svovlbrinten frigives til bundvandet, dannes et såkaldt ‘liglagen’, som er hvide belægninger af bakterier på havbundens overflade, der uskadeliggør svovlbrinte – og dermed udgør den sidste barrierer, inden det går helt galt.
I yderste konsekvens vil vi se, at fødekæder i de værst ramte områder bryder sammen, hvorved iltsvind får konsekvenser langt ud over det, som sker på havbunden.
Derfor er det nødvendigt med en markant reduktion af tilførslen af næringsstoffer til havet, hvis vi vil have et bedre og mere robust havmiljø. Langt størstedelen af tilførslen af næringsstoffer til havet skyldes tab fra landbrugsproduktionen, hvorfor det bidrag må reduceres markant.
Danske landmænd er dygtige til at udnytte næringsstofferne. Men hvis vi som nu vil dyrke ca. 60% af landarealet, så skal landmændene blive endnu dygtigere til at begrænse tabet fra mark til vand, eller også skal landbrugsarealet reduceres – formodentlig er begge tiltag nødvendige. Vi får et stadig dårligere havmiljø med den nuværende landbrugspraksis.
