Bæredygtighed i praksis
Explainer

Explainer: Hvordan virker biopesticider?

Af Mie Olsen og Didier Larsen
Biopesticider skal i fremtiden erstatte traditionelle sprøjtemidler i landbrug og væksthuse. Betegnelsen dækker over organiske mekanismer, der automatisk kan angribe svampe, insekter og ukrudt. Men der er pt. store udfordringer med effektiviteten.

Lavet i samarbejde med Thies Marten Heick, forsker i plante-sygdomsbekæmpelse ved institut for agroøkologi og afgrødesundhed på Aarhus Universitet.

Ligesom traditionelle pesticider bruges biopesticider til at bekæmpe plantesygdomme, som skader udbyttet og kvaliteten af en høst med bestemte typer af afgrøder. Det kan være alt fra meldug på agurker til tomater eller lus, der langsomt suger saften ud af planter med for eksempel majs eller bær. 

Se også: Indblik fra Nepal: Tre typer af biopesticider

Hvor konventionelle pesticider udvikles kunstigt på laboratorier, så adskiller biopesticider sig ved at være ikke-kemiske. De baserer sig på naturlige mikroorganismer eller produkter, som findes i naturen eller fødevareindustrien.

Gode eksempler er bagepulver, bakterier, appelsinolie eller planteudtræk. De kan alle anvendes lokalt for at stoppe en plante fra “angreb”. Man kan – ligesom med konventionelle pesticider –  inddele biopesticider i følgende tre kategorier, alt efter, hvilken gruppe af såkaldte “plantefjender”, de skal stoppe: 

  1. Herbicider angriber ukrudt/uønkset bevoksning.
  2. Fungicider angriber svampe, så de ikke kan inficere planter, frugter og rødder.
  3. Insekticider angriber insekter og forhindrer dem i at spise eller suge næring fra planterne.

Formålet med at anvende biopesticider er at forhindre omkostningsfulde udbyttetab i landbrug- og jordbrugssektoren. Hvis avlere ikke behandler med et plantebeskyttelsesmiddel, kan de risikere at miste en stor del af udbyttet. Tabet kan variere fra få procent til næsten hele afgrøden. 

Biopesticider virker ikke systemisk ligesom en del traditionelle sprøjtemidler. De angriber ikke eksempelvis en hel svamp men sætter ind lokalt gennem berøring og interaktion (det kunne være ved at producere eller konkurrere om bestemte stoffer). 

Altsammen en proces der kræver tid og risikerer at blive afbrudt, hvis den påvirkes af regn, stærkt sollys eller blæst.   

Derudover er effekten af biopesticider ofte en del lavere end ved kemiske pesticider. Ofte lægger den på 20 til 60 procent, hvilket betyder, at de naturlige sprøjtemidler er væsentligt dårligere til at beskytte afgrøder mod svampe og insekter.  

Arbejder man med biopesticider, er man derfor nødt til at tænke i en såkaldt integreret strategi for plantebeskyttelse. Her udgør pesticiderne blot én brik i et samlet puslespil, der blandt andet kan bestå af: 

  1. Nye sortsblandinger for at dyrke mere resistente afgrøder.
  2. Flere læhegn med et godt miljø til nyttedyr som mariehøns, der spiser lus og andre trusler mod planterne. 
  3. Taktisk skiftevis opstilling af afgrøder, så planteinfektioner og svampe ikke kan sprede sig så meget.

Realistisk set kan det være nødvendigt at bruge traditionelle pesticider som afsluttende behandling mod særligt svære plantepandemier. 

Det er typisk miljøhensyn, der driver at man gerne vil af med de konventionelle sprøjtemidler. Politisk er der ønsker i den retning, selvom de godkendte midler i dag overholder grænseværdierne for både udvaskning og restkoncentrationer i fødevarer og effekter på naturligt forekommende organismer. 

Forbrugerne er også generelt kritiske overfor pesticider og specifikt forekomsten af pesticidrester i fødevarer – også selvom de kun findes i meget lave niveauer.  

GIFBiopecticide 2

EU har en klar målsætning om at reducere forbruget af pesticider med 50 procent frem til 2030. Godkendelseskriterierne for at få nye produkter på markedet er blevet skrappe hen over de senere år. Dette gælder også i forhold til at få  “gamle” sprøjtemidler gen-registreret. Allerede godkendte midler skal vurderes på ny hvert tiende år, hvor producenterne må dokumentere, at de stadig er effektive og lever op til de nyeste krav.  

Potentialet for biopesticider er derfor i dag kæmpestort. Både store internationale agrokemiske firmaer og europæiske småproducenter arbejder på højtryk for at fremstille nogle, der er effektive nok.

For det er den altoverskyggende udfordring nu: Mens biopesticider fint bekæmper plantesygdomme i beskyttede miljøer som drivhuse, er der ikke specielt gode resultater, når midlerne testes på markerne. Det skyldes netop, at biopesticiderne tager tid om at virke på planten og trænge ind gennem dens overflader. Indtil da er de meget sårbare over for regn og UV-stråler, som kan fjerne eller eliminere dem, inden de når at have en effekt.

Hvis producenter ikke kan dokumentere en sikker effekt og et merudbytte ved at bruge de nye former for naturlige pesticider i landbruget, kan de have problemer. Både mht. at opnå godkendelse og overbevise dyrkerne om, at deres produkt er berettiget. 

Desværre har det indtil nu vist sig svært at få resultater, der viser tilstrækkelig effektivitet. Over de næste år handler det virkelig om at teste, hvordan biopesticider kan virke udendørs på store arealer og modstå vind og vejr.

Del dette