Planteforsker på sensommerspor af insekter i markens økosystem

Plastikkoppen har ligget gravet ned i markkanten over en lille uges tid. Nu tømmer vi dens indhold af afklippede halmstrå, små klumper og løs jord og et par kviste ud i en stor hvid bakke. Et par små biler piler rundt, mens en enkelt larve snor sig frem og tilbage.

Faldgruppefælder som den kan bruges til at undersøge, hvor mange og hvilke overfladeløbende nyttedyr, der befinder sig i et område med landbrug. Det kunne især være løbebiller og edderkopper. Jo flere dyr i fælden, jo bedre – det er hovedreglen. De er gode rovdyr at have i marken, fordi de blandt andet spiser bladlus.

Sådan fortæller Stine Kramer Jacobsen. Hun er lektor ved Københavns Universitets Institut for Plante- og Miljøvidenskab og leder forskergruppen ‘anvendt insektøkologi,’herunder organismebiologi og funktionel biodiversitet. En af hendes hovedopgaver er at se på nyttedyr og deres interaktioner, biologisk bekæmpelse, og hvordan seminaturlige habitater som læhegn, blomsterstriber og andre plantebiotoper potentielt kan forbedre levevilkårene for insekterne.

I dag går hun rundt i gummistøvler og praktisk udendørs outfit på forsøgsmarkerne ved Høje Taastrup og inspicerer de opsatte insektfælder. Solen brænder, og luften sitrer, da det er en sensommerdag i starten af september.

Eftermiddagens fangst får en blandet modtagelse – i alt fem-syv mindre insekter. 

Helt konkret, undersøger Stine og hendes kollegaer forskellige biodiversitetstiltag i både marker og deres omkringliggende vegetation. Biodiversitet handler ikke nødvendigvis om, at der skal være så mange (mere eller mindre) ‘eksotiske’ arter som muligt, men i stedet at der bibeholdes en konstruktiv balance mellem henholdsvis skadedyr og nyttedyr.

Skadedyr er dem, der æder afgrøderne. Det kan især være bladlus, men også trips, viklere og bladhvepse. Nyttedyr er dem, der spiser skadedyrene. Det kan være rovdyr som snyltehvepse, mariehøns eller edderkopper. I Stine Kramers afdeling har de fokus på insekter og deres effekt på afgrødesundhed.

Mens vi går langs markskellet, fortæller hun, at nyttedyr yder landmanden en såkaldt ’økosystemtjeneste’ ved at holde bestanden af skadedyr naturligt nede. Det sænker også behovet for pesticider. Udfordringen er bare, at intensive dyrkningspraksisser som pløjning og monokulturer (enkeltafgrøder) ødelægger mange levesteder i jorden og i naturen for insekterne.

Når nyttedyr ikke har et sted at bo og søge ly samt nok føde, kan de ikke reproducere sig og jage skadedyrene, der dermed får alt for frit spil til at angribe landbrugets afgrøder.

Forskerne sætter fælder op i jorden og træer, så de kan tælle fangsten og få et indtryk af insektbestandene og de vilde faktorer, der påvirker dem. Hvilken effekt har blomsterstriber eksempelvis – og hvor langt rækker den? Hvor betydningsfulde er etablerede læhegn? Hvad gør direkte sol og skyggeforhold?

Indtil videre viser undersøgelserne, at afstand til læhegn og blomsterstriber betyder meget. Der er en langt større diversitet nær bevoksning end ude i marken, ligesom der er færre skadedyr og sygdomme.

Nogle testkopper sættes i jorden med en væske, som holder insekterne. Dem bruger Stine Kramer, når hun vil tage koppen med til et laboratorie eller væksthus for at komplimentere de udendørs, visuelle observationer. Det er indrømmet en høj pris at betale for dyrene i videnskabens navn:

Men forskerne får meget ud af at teste insekternes maveindhold ved at lave en såkaldt DNA oprensning og sekventering, for at finde ud af, hvilke plante og insektarter den spiser – og hvordan det spiller sammen med miljøet.

På forsøgsmarkerne arbejder forskeren med at implementere flerårige blomsterstriber og skabe nogle mere uforstyrrede områder, hvor der er plads og ro til insekternes liv. Hovedtesen er, at jo flere levende hegn og små habitater der er, jo bedre vil insekterne naturligt regulere hinanden.

Det vil nedsætte behovet for yderligere bekæmpelsestiltag fra menneskelige side.

Stine Kramer udvælger forskellige arter, der skal være i blomsterblandingen. Hun har testet op til 28 forskellige arter inden for græsser og urtevegetation for at se, hvor rovinsekterne lægger æg. Derudover har hun sat forsøg op med stribedyrkning på markjorden og anlagt henholdsvis 6 og 3 meter brede komplekse striber med varierende afgrødediversitet.

For eksempel har hun striber med både byg, hvede, hestebønner, havre, rug, sukkerroer og ærte, havre og quinoa indimellem. Generelt er der en langsommere opbygning af bladlus populationer ved både de brede striber og dem med høj diversitet – begge parametre bonger altså positivt ud.

Hovedreglen er, at jo mere intensivt, man dyrker – i form af kemikalieforbrug og mekanisk bearbejdning – jo flere forstyrrelser skabes der. Det skaber dårlige vilkår for alle organismer i systemet og færre arter. Foto: Adobe Stock

Derudover undersøger forskeren også betydningen af læhegn.

Det er nemmest og mest praktiske at udnytte allerede etablerede læhegn, fortæller Stine Kramer. De vokser i kanten af stort set alle marker i Danmark og bidrager med uforstyrrede habitater og naturlige korridorer til insekterne.

Et par kilometer nede ad en tilstødende grusvej nær Planteinstituttets Campus i Høje Taastrup findes et par store æbleplantager kaldet ‘Pometet’. Her gror et væld af fristende æblesorter, hvis frugtkød og saft skadedyr rigtig gerne vil have fat i.

Plantager rummer potentielt rigtig gode vilkår for rovinsekter som mariehøns (både voksne og larver), svirrefluer, netvinger og galdemyg samt rovtæger, ørentvister og edderkopper. Snyltehvepse er specielle, fordi de parasiterer på en larve eller et æg fra skadedyr som bladlus og kan udklække derfra.

Men en avler kan samtidig hurtigt se sin høst forsvinde til sultne bladlus, biller og larver.

Kan du identificere insekterne i Stine Kramers forsøgsbakke? Prøver fra mark og plantage bruges til at undersøge balancen mellem skadedyr og nyttedyr. Foto: Didier Larsen

Stine Kramer og hendes kollegaer forsøger igen her at finde ud af, hvordan biodiversitetstiltag påvirker interaktionerne mellem insekterne. De har for eksempel oppet plantediversiteten ved at plante blomsterstriber med blandt andet i siderne uden for trærækkerne. Hurtigt fandt de ud af, at effekten på nyttedyr var mindre allerede tre rækker inde.

Løsningen kan være at plante blomsterrækker inde imellem træerne – faktisk også imellem selve traktorsporene, bemærker biologi-forskeren. En anden kan være at lade blomstrende ukrudt stå.

Balance er igen nøgleordet, understreger Stine Kramer. Hun nævner også, at de forsøger at bruge så få destruktive fælder (hvor insekterne dør), som muligt. I stedet for fælder med vand i bunden, kan man for eksempel bruge tørre kopper eller blot lave visuelle observationer på træerne.