Opinion: Det klassiske humus-begreb er dybt forældet

De fleste bruger ordet “humus” i flæng, når de snakker om organisk materiale i jorden. Måske er det fordi ordet ligger godt i munden og giver en intuitiv følelse af, hvordan god jordstruktur opleves. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på min frokost.

Når folk bruger begrebet ”humus”, er det uklart for mig, hvilken form for organisk materiale i jorden, der henvises til. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om de mon er bekendte med fremskridtene i de sidste 20 års forskning. Ved de at den nuværende humusbetegnelse og begrebsramme bygger på datidens begrænsninger inden for laboratorieforsøg, og at man i dag kan både se, måle og følge de mindste enheder gennem moderne forskningsteknologi?

Og kan jeg snakke med dem om kulstoffets rejse fra én form til en anden i jorden, mikroorganismers nedbrydelse, mineralsk binding i jorden, planters rødder, deres udskillelse af rodeksudater og langtidslagring via kemisk og fysisk stabilisering?

”Humus” har været benyttet og forsøgt karakteriseret i flere århundrede. Helt tilbage i 1786, beskrev man ”humus” på baggrund af en opblanding af jord i en ekstremt basisk opløsning. Vi taler pH 12, altså virkelig stærkt. Opdagelsen var, at det organiske materiale, når det blev nedbrudt, samlede sig til store, ‘stabile’ stoffer over tid.

Problemet er, at det simpelthen var et kunstigt resultat, som skyldes den kraftige basiske opløsning. Det er altså ikke noget, der sker i virkeligheden. De fundne “humusstoffer” siger meget lidt om, hvordan jordens organiske kulstof faktisk opfører sig. Men ”humus”-terminologien har hængt godt ved, både hos landbrugsfaglige og hos lægmand (mand og kvinder). 

I stedet for at vi hænger fast i ”humus”, giver det bedre mening at snakke om to ret forskellige typer af jordens organiske materiale – nemlig det partikulære organiske materiale (kaldet POM) og det mineralsk-associerede organiske materiale (kaldet MAOM).

Måske POM og MOAM ikke ligger ligeså godt i munden, men de kan se fantastiske ud på billeder.

Mikroskop-billede af POM: Her kan man både se små og større planterødder og mørke frøskaller. Foto: Tine Engedal

Man kan ikke se MAOM under dette mikroskop, men det sidder på overfladen af disse fine lerpartikler, der er små diamanter hver for sig, men er helt brune for vores øjne. Foto: Tine Engedal

Først har vi det partikulære organiske materiale – POM.

POM kommer typisk fra ”grovere” plantemateriale. Det kunne være halm. Halm er ikke særlig lækkert for mikroorganismerne – lidt tørt, lidt gult, ikke meget kvælstof – så det nedbrydes langsomt. Men det betyder faktisk ikke, at det bliver lagret i jorden på længere sigt. Meget af kulstoffet ender faktisk som CO₂, altså det fiser op til atmosfæren igen, fordi mikroorganismerne skal bruge relativt meget energi på denne nedbrydning. POM kan dog stadig lagre kulstof en kort periode, især hvis det bliver fanget i jordens aggregater (krummestruktur), hvor mikroorganismerne ikke kan nå det. Det er derfor, god jordstruktur med masser af små og større aggregater er vigtige for kulstoflagring.

Og så har vi mineralsk-associeret organisk materiale – MAOM.

Det stammer fra lettere nedbrydelige planterester – og især de saftige rodeksudater, som mikroorganismerne elsker. Mikroorganismerne omsætter det hurtigt og bygger kulstoffet ind i deres egen masse og biprodukter. Både levende og døde mikroorganismer og deres efterladenskaber binder sig til jordens mineraler, især de mindste partikler i jorden, nemlig ler. Her er kulstoffet bedre beskyttet via kemiske bindinger, så det kan blive i jorden i rigtig, rigtig lang tid – og det er faktisk sådan, at kulstof potentielt lagres stabilt i jorden.

Al kulstof i jorden kan dog tabes igen til atmosfæren, og derfor skal vi blive ved med at passe på jorden og dens kulstofpuljer ved forskellige gode landbrugspraksisser der både tilføjer mere kulstof til jorderne (for eksempel efterafgrøder eller organiske gødninger) og mindsker tab (færre forstyrrelser som fx pløjning).

Kort sagt: POM holder kulstof i kort tid og kommer fra grovere plantemateriale. MAOM er den mere stabile kulstofpulje, der skabes via mikroorganismer og binding til mineraler. Disse begreber åbner op for en bredere forståelse af og nysgerrighed omkring organisk materiale i jorden.

“Humus” i praksis? Billedet spiller på det klassiske begreb og sætter scenen for en ny forståelse af jordens organiske materiale. Foto:Tine Engedal

Samtidig undgår man at byde ind på nogle af de antagelser omkring humus, som er forældede. Derudover kan humus-terminologien heller bidrage til at beskrive eller undersøge alle de vigtige inputs, der kommer fra den levende plante.

Når planten vokser, vil rødderne hele tiden være i udveksling med jord og mikroorganismerne og give saftige rodeksudater til den omgivende jord. Denne proces er en stor del af kulstoflagringen i jorden, men dækkes ringe humus-terminologiens subpuljer.

Derfor er det måske på tide at alle – og måske og fremmest forskere, undervisere og studerende – bevæger sig væk fra ”humus”-lejren. Først da kan man forvente at også andre gode mennesker, der interesserer sig for jordens kulstof, vil kalde en spade for en spade. Jorden fortjener vel også, at vi snakker om tingene, som de er.