Jeg er 17 år og lige startet på første år på skolen. Min drøm er at blive tømrer med egen virksomhed. Og når jeg en dag går selvstændig, vil jeg helt klart arbejde med bæredygtigt genbrug af træ. Det er nemlig både mere CO2-venligt og væsentligt billigere.
Læs også: Opinion valg-special: Sådan vil partierne prioritere erhvervsskolerne i valget
Genbrugstræ koster halv pris af normalt maskinskåret træ, og det gør selvfølgelig at du kan tjene flere penge på dit tømrerarbejde. Det har jeg allerede nu lært på grundforløbet, hvor vi bygger forskellige strukturer i overskydende træ. Lige nu er vi i gang med skelettet til et udendørs anneks. Bagefter skal vi lave fundament, isolere, lægge el og gipsplader og til sidst tag.
Jeg har også bygget sandkasser, et tørrestativ og en sofa af genbrugte paller. Alt sammen af træ, som byggemarkederne ikke kan sælge. Alene fordi det har for eksempel knaster eller flækkede ender, så det ikke er ensartet. Men træet er lige så stabilt, og det har faktisk også en cool designervibe. Især hvis man bruger det til møbler.
Læs også: Musicon-projekt krævede entreprenører med flair for genbrugsmaterialer
Selvfølgelig kræver det lidt ekstra færdigheder at arbejde med sådan noget træ. Nogle gange skal man tænke kreativt, og kunsten er at vælge det rigtige stykke træ til den rigtige opgave. Som tømrer skal jeg ud og lave al indmaden i et hus – lige fra spærer til forskalninger.
Allerede nu glæder jeg mig til at arbejde med genbrug i min kommende virksomhed. Fordi jeg ved, hvor meget man kan spare miljøet men også på budgettet. På den måde har skolen været en øjenåbner og givet mig et indblik i, hvor meget der egentlig kan genbruges.