Arter og habitater GF2/H1

Biodiversitet beskriver mangfoldigheden og variationen af forskellige levende organismer på land og i vand – fra planter og træer til svampe, insekter, mikroorganismer, fugle, pattedyr, padder og fisk. Det omfatter samtlige økosystemer og økologiske samspil, som de indgår i på tværs af individuelle arter, habitater og områder.

Alle levende organismer indgår i økologiske kredsløb, og påvirker hinanden gensidigt.

For eksempel, producerer planter biomasse og danner fødegrundlag for insekter og planteædere. Insekter bestøver afgrøder og vilde planter. Fugle og rovinsekter regulerer bestande af skadedyr i marken. Svampe og andre mikroorganismer nedbryder organisk materiale og frigiver næringsstoffer til jorden.

Disse samspil er grundlaget for stabile økosystemer i agerlandet. Når funktionel biodiversitet er høj, bliver systemet mere robust over for sygdomme, skadedyr og klimatiske udsving. For landmanden betyder det, at biodiversitet ikke kun er et naturhensyn, men også en del fundamentet for en stabil og langsigtet produktion.

For landmænd og gartnere giver det måske ikke mening at nørde alle arter inden for dyre- og planteliv. Til gengæld er det essentielt at lære om funktionel biodiversitet. Det refererer både til mangfoldigheden af arter og særligt de funktioner, de udfører i et økosystem – som danner rammerne for en sund og naturlig afgrødeproduktion.

I agerlandet findes en række artsgrupper, som har særlig betydning for både produktion og økosystemets stabilitet:

Bestøvere: Bier, sommerfugle, fluer og andre insekter. De er afgørende for bestøvning af mange afgrøder, især frugt, grøntsager og olieholdige planter. Uden bestøvere falder udbyttet og kvaliteten af mange afgrøder markant.

Naturlige skadedyrsbekæmpere: Mariehøner, rovinsekter, edderkopper, løbebiller, fugle og flagermus hjælper med at kontrollere skadedyr i afgrøder, hvilket mindsker behovet for kemisk pesticidbrug.

Nedbrydere: regnorme, mikroorganismer (bakterier og svampe) og forskellige insekter. De nedbryder dødt organisk materiale og frigiver næringsstoffer, så de igen bliver tilgængelige for planterne. Samtidig forbedrer de jordens struktur og bidrager til kulstoflagring.

Jordforbedrende planter og mikroorganismer: Græsser, kløver og andre bælgplanter samt symbiotiske bakterier og svampe. Nogle fremmer jordens struktur og frugtbarhed ved at danne symbioser med mikroorganismer, der kan fiksere kvælstof fra luften. Andre bidrager med dybe rødder, som forbedrer jordens porøsitet og vandinfiltration.

Plantearter til jordbeskyttelse: Dækafgrøder og efterafgrøder som kløver, lupin, honningurt og græsblandinger. De beskytter jorden mod erosion, mindsker udvaskning af næringsstoffer, øger kulstofindholdet og skaber levesteder for insekter og jorddyr.

Vandtilknyttede arter: Vandplanter, alger og mikroorganismer i grøfter, vandhuller og vådområder spiller en rolle i tilbageholdelse af næringsstoffer, vandrensning og opretholdelse af et sundt vandkredsløb i landbrugslandskabet.

Ukrudt defineres traditionelt som planter, der vokser, hvor de ikke er ønsket.

Udfordringen består i at holde ukrudtstrykket på et niveau, hvor afgrøden dominerer uden at fjerne de positive effekter ved biodiversitet. Ved at bruge værktøjer som sædskifte, efterafgrøder og integreret plantebeskyttelse (IPM), kan landmanden bevare kontrollen over udbyttet og samtidig give plads til diversitet i landskabet.

Som landmand er det indbydende at tænke i lige linjer og rene marker.

Men når vi skaber et landskab med få arter, et ensartet udseende og store arealer med bar jord, fjerner vi samtidig naturens egne forsvarsmekanismer. Det gør marken mindre selvstændigt modstandsdygtig og ‘sårbar’. Når der er få levesteder til rådighed forsvinder de ”nyttedyr” (som løbebiller, svirrefluer og edderkopper), der normalt holder skadedyrene i skak.

I stedet får vi en høj sårbarhed, for uden naturlige fjender kan angreb af bladlus eller svampe sprede sig eksplosivt gennem en ensartet afgrøde. Der vil være manglende regulering, fordi naturens egen ’bremse’ er væk. Der er ingen til at spise skadedyrene, før de bliver et problem. For at redde høsten bliver vi nødt til at kompensere med kemisk bekæmpelse og mekanisk indgreb.

Hvor den ensartede mark er det sårbare system, så er variation dit sikkerhedsnet. En varieret mark er simpelthen sværere at slå ud.

Ved at tænke mange arter og forskellige levesteder ind i og omkring marken, skabes en produktion, der i højere grad kan passe sig selv. Målet er selvsagt ikke at lade det hele gro til i ukrudt, men om at bruge de rigtige redskaber strategisk, hvor levende hegn og markskel fungerer som ”motorveje” og boliger for nyttedyr, blomsterstriber. Vandhuller giver mad og ly, mens et varieret sædskifte bryder sygdomskæder og er med til at sikre, at jorden ikke udpines.

Variation skaber en effektiv ’garanti’ for høsten. Der kommer flere hjælpere i form af bestøvere, der får planterne til at vækste, og naturlige fjender mod skadedyr. Området får en bedre jordstruktur og naturlig cirkulation af næringsstoffer. Marken bliver mindre følsom over for ekstreme vejrforhold og sygdom.

Selvom variation er sundt, skal det helst ikke spænde ben for selve produktionen.

Der findes en grænse, hvornår for høj diversitet i marken skifter fra at være en fordel til at blive en udfordring for landmanden. Hvis marken bliver overtaget af ukrudt og konkurrerende arter, opstår der en direkte kamp om ressourcerne. Det har mærkbare konsekvenser for hverdagen i traktoren.

Hver gang en ukrudtsplante tager lys, vand og næring, stjæler den direkte fra din bundlinje.

Hovedafgrøden risikeres at kvæles i konkurrencen. En afgrøde som kæmpe for pladsen bliver hurtigere stresset og mere modtagelig for de problemer. Grønt ukrudt i en moden kornafgrøde er desuden enhver mejetærskerførers mareridt. Det øger risikoen for maskinstop, giver urent korn og sender tørringsomkostninger i vejret.

Som kommende landmænd er jeres opgave ikke at vælge mellem natur eller produktion. Opgaven er at få de to til at arbejde sammen. God biodiversitetsforvaltning handler ikke om at lade stå til, men om præcis styring og vide, hvornår naturen hjælper jer, og hvornår den er en konkurrent.

Mens vi nemmere kan pleje den vilde diversitet i hegn og skel, rykker den funktionelle biodiversitet helt ind i marken i form af efterafgrøder, rødder og et aktivt mikroliv. Målet er en gylden mellemvej, hvor I bruger biologien til at skabe robusthed der, hvor den skaber mest værdi.

Og der er meget plads til at genindføre bedre levevilkår for Danmarks forskellige arter – både inden for plante- og dyreliv.

I skrivende stund er 2.000 arter af planter, dyr og svampe i Danmark er i fare for at forsvinde. Mange af disse arter er afhængige af naturtyper som enge, heder, moser og overdrev, som i dag er stærkt reduceret. Disse naturtyper udgør kun omkring 10 % af det åbne land, mens landbrugsarealet dækker over 60 % af Danmarks samlede areal.

Af dette store landbrugsareal er 93 % pløjet, gødet og sprøjtet næsten hvert år, hvilket betyder, at kun en lille del af landbrugsjorden får lov at udvikle sig naturligt eller anvendes til biodiversitetsfremmende formål.

Dette fører til fragmentering af landskabet. Naturområder opdeles i små, isolerede pletter adskilt af marker og veje. Mange arter har svært ved at bevæge sig mellem disse levesteder, hvilket gør bestandene mere sårbare.

Den gode nyhed er, at der er rig mulighed for at skabe mere biodiversitet og booste småbiotoper og habitater, som dyr, insekter, planter, organismer og fugle kan bruge. Agerlandet er nemlig ikke kun produktionsjord, men også levested for mange dyr og planter.

Et levested kræver især tre ting: Variation, forbindelser og ro.

Variation opstår, når marker brydes af læhegn, markskel, grøfter, blomsterstriber og vandhuller. Læhegn og grøfter fungerer som korridorer, der gør det muligt for dyr og fugle at bevæge sig sikkert gennem landskabet. Samtidig har mange dyr brug for uforstyrrede områder til yngel og skjul, for eksempel jordrugende fugle som sanglærken.

1. Blomsterstriben: Naturens egen skadedyrsbekæmpelse

Hvorfor? Tiltrækker svirrefluer og mariehøns, der æder bladlus, hvilket naturlige skadedyrsregulering.

Hvordan? Afsæt 1–3 meter langs markkanten. Så en blanding af eksempelvis honningurt, kornblomst og rødkløver. Slå striben én gang årligt (sent på sommeren), så frøene kan kaste sig til næste år.

2. Levende hegn: Landskabets motorveje

Hvorfor: Levende hegn fungerer både som læbælter og som “spredningskorridorer”, der forbinder naturområder. De giver skjul, ynglepladser og føde til insekter, fugle og smådyr og gør det muligt for arter at bevæge sig sikkert gennem et ellers opdelt landbrugslandskab.

Hvordan: Placér hegnet langs markskel, grøfter eller veje, hvor det både giver læ og skaber forbindelser mellem eksisterende naturpletter. Plant hjemmehørende arter som tjørn, slåen, hyld og hassel i blanding for at få blomstring, bær og struktur gennem året. Lad en 1–2 meter bræmme langs hegnet uforstyrret uden sprøjtning og jordbearbejdning, så rødder, bundvegetation og dyreliv får ro.

3. Sten og kvasbunker: “Hoteller” til nyttedyr

Hvorfor: Overvintringsplads for blandt andre tudser og løbebiller, der er vigtige medspillere i marken.

Hvordan: Brug marksten og grene fra beskæring. Placér dem i et roligt hjørne eller ved et skel. Lad bunken ligge permanent. Ro er afgørende for, at dyrene kan overvintre.

4. Vandhullet: Biodiversitetens hotspot

Hvorfor: Et lille vandhul kan øge antallet af arter på din ejendom markant. Det fungerer som drikkested og levested for padder.

Hvordan: Udnyt naturlige lavninger, hvor vandet alligevel samler sig. Lav flade bredder (ikke stejle kanter), så dyr kan kravle op og ned. Undgå gødning og sprøjtning tæt på vandet for at holde vandkvaliteten høj.

5. Den uforstyrrede markkant: En nem blomsterløsning

Hvorfor: Den billigste og nemmeste måde at skabe plads til vildtet og de vilde blomster.

Hvordan: Hold maskinerne 1–2 meter fra skellet. Lad den naturlige vegetation indvandre og gro. Du sparer tid og brændstof, mens du skaber vigtige redesteder for agerhøns.

Danmark har set en markant tilbagegang i arter som markfirben, stor vandsalamander, engpiber og flere arter af sommerfugle og bier. Deres levesteder er blevet fragmenterede og ødelagte som følge af intensiv landbrugsdrift og manglende hensyn til de naturligt forekommende arter.​

I juni 2024 indgik regeringen, landbruget og miljøorganisationer med Danmarks Naturfredningsforening i front en stor Trepartsaftale. Den hedder ”Nyt Grønt Danmark,” og fastslår, at knap 400.000 hektar landbrugsjord (svarende til mere end 15 % af det danske landbrugsareal) skal omlægges til natur og skov. Initiativet er et af mange skridt på vejen til at genoprette levesteder for truede arter og øge biodiversiteten i Danmark.

Aftalen markerer et tydeligt skifte i, hvordan jorden skal prioriteres og forvaltes i fremtiden.

Den er ét af flere store initiativer, der fastslår naturbeskyttelse ved lov.

I Danmark beskytter vi også såkaldte §3-områder som enge, overdrev, moser, heder, vandhuller, søer og områder, hvor der lever sjældne eller truede arter. Disse naturområder ligger ofte på eller tæt op ad landbrugsjord, og derfor er det vigtigt, at landmænd og gartnere  kender til dem og kan tage hensyn i driften.

Man må som udgangspunkt gerne fortsætte den drift, der allerede foregår på et §3-område, men ikke intensivere arealet. Det vil sige, at man ikke må tilføre mere gødning, dræne, pløje op, sprøjte eller på anden måde ændre området, så naturindholdet forringes. Formålet er at bevare de eksisterende naturtyper og de arter, der er knyttet til dem.

For landmand og gartnere betyder det, at markkanter, lavbundsarealer og fugtige pletter ikke bare er ’besværlige hjørner’, men områder med juridisk og biologisk betydning. Som jordfaglig bliver det derfor en vigtig kompetence at kunne aflæse landskabet, kende reglerne og planlægge driften, så produktionen og naturhensyn kan fungere side om side.

Ud over §3-natur findes der flere andre former for naturbeskyttelse, som er vigtige at kende som kommende jordfaglige. For eksempel fredede områder, som der grundet EU-lovgivning også bliver flere af. De er den mest vidtgående beskyttelse. Her er naturen så værdifuld, at arealet som udgangspunkt ikke må dyrkes eller ændres. Fredninger kan omfatte alt fra heder og moser til kystlandskaber og skove, og formålet er at bevare naturen i sin nuværende form for fremtiden.

Natura 2000-områder er en del af et fælles europæisk netværk af beskyttede naturområder. De er udpeget for at beskytte særlige naturtyper og arter, som er truede på europæisk plan. I disse områder kan landbrug godt foregå, men driften skal tilpasses, så den ikke forringer naturens tilstand. Det kan betyde begrænsninger i gødskning, sprøjtning eller jordbearbejdning.

Vi bruger et kapitel på at gennemgå dette, fordi naturpleje og vurdering af biodiversitet i dag er en integreret del af landmandsfaget. Det handler ikke kun om at dyrke afgrøder effektivt, men også om at kunne aflæse landskabet, kende reglerne og træffe faglige valg, der balancerer produktion og natur – for eksempel naturbeskyttelseslovgivning, miljø- og klimaindsatser, driftskrav i følsomme områder samt øgede krav til planlægning og dokumentation.