Opinion: Landmænd skal uddannes til at være naturforvaltere

“Robusthed” betyder “evnen til at absorbere forstyrrelser uden at miste funktionen.” Det er ikke et smart modeord – men et vilkår for fremtidens produktive landbrug, som hænger uløseligt sammen med naturen i og rundt om de arealer vi dyrker på.

I landbrugspraksis betyder robusthed tre ting: Modstand, genopretning og tilpasning.

Det indebærer, at områder kan klare tørke uden panik-vanding, komme sig efter skybrud uden kollapsede dræn, og at jordforvaltere tænker sig ud af problemer i stedet for at bekæmpe sig igennem med enkelte midler og et enøjet fokus. Det modsatte har desværre været tilfældet på store landbrugsarealer i Danmark de seneste mange år: Agerjord udtørrer, mister sin porøsitet og slår revner i længere tørkeperioder, for kort efter at rammes af vandmætning og overfladeafstrømning ved skybrud.

Udviklingen bunder ikke i dårlig driftvilje men et dyrkningssystem med for få permanente habitater, utilstrækkelig bufferkapacitet og et skrøbeligt jord-biologisk kredsløb, hvor mikrobiomet og de funktionelle økosystemtjenester ikke får ro eller kontinuitet nok til at gøre deres arbejde.

 Der er mere end nogensinde behov for en ny generation af landmænd og kvinder, der ønsker at styrke agerlandskabets robusthed. Hvis vi vil have et dansk jordbrug, der er gearet til forstyrrelser, skal vi uddanne fagpersoner, der kan læse landskabet – ikke kun drive det. 

At være landskabslæsekyndig vil sige at kunne tyde markens signaler, genkende floraen i markskellet og forstå, hvad den siger om jordens struktur; at se vandets veje og opdage, hvor erosion kan opstå; og at betragte mangfoldighed og artsrigdom som en driftsmæssig ressource. 

Danmark er et land med marker, hvor 60 procent af vores landskab går til industriel dyrkning. Derfor er landmanden ikke bare producent, men en systemforvalter. Han eller hun påvirker ikke bare den danske natur, men står med en afgørende rolle som beskytter af den. Biodiversitetens skæbne afgøres ikke kun i fredede naturreservater, men også i gængse markskel, læhegn, grøfter og randzoner i det almindelige produktionslandskab.

Når et levende hegn bevares, skaber det korridorer for fugle og insekter. Insektvolde og vandhuller giver variation på markfladen og tiltrækker bestøvere og rovinsekter, som alle understøtter afgrødernes sundhed og skaber levesteder for padder og et hydrologisk system med evne til at håndtere ekstrem regn. 

Selv små tiltag gør store forskelle, og dyrkningssystemerne har stor betydning for stort og småt liv.

Naturens egen designmanual viser i virkeligheden vejen. Hvis vi reducerer jordbearbejdning og bruger permanent jorddække, beskytter det jordens mikroorganismer og mindsker erosion. Efterafgrøder og flerårige systemer giver kontinuerlig føde til jordbundens organismer og bestøvere, mens afgrødediversitet stimulerer forskellige mikrobielle samfund og reducerer sygdomspres. Skovlandbrugssystemer som alley-cropping skaber vertikal struktur, mikroklima og levesteder, mens græsningsbaserede systemer integrerer dyrene i planlagte rotationer, der gøder og forynger vegetationen. 

Mit håb for fremtiden er, at endnu flere unge landmænd vil få lysten og friheden til at gå på opdagelse i artsvalg og dyrkningsformer. At de ikke kun ser planter som afgrøder, men som del af et større og levende system. For måske er det netop passionen for gullige lupinblomster, summende bier, lærkesang over vårmarken og regnormen i jorden, der gør fagligheden stærkere. 

Når man begynder at interessere sig for arter, jord og naturens samarbejder, så begynder man også at dyrke jorden med mere omtanke – og glæde.

Nytænkende og varierende undervisning og uddannelse på skolerne er fuldstændigt afgørende. Hvis vi vil styrke landbrugets rolle som naturforvalter, skal vi begynde med næste generation. 

Landbrugselever og gartnere er fremtidens store beslutningstagere. I dag undervises de stadig primært i at optimere produktionen inden for eksisterende rammer – men vi har brug for, eleverne kan aflæse, forstå og forvalte naturen i al dens diversitet.

De må have en dannelse, der rækker ud over maskiner og driftsøkonomi. Som omfavner identifikation af flora, insekter og fugle i marklandskabet og forståelse for de funktionelle relationer mellem afgrøder, hegn, vandløb og småbiotoper. 

Vi skal sammen skabe en ny fortælling om jordbrugeres rolle som aktive arkitekter af et levende naturmiljø, hvor biodiversitet, klima og produktion styrker hinanden.

Markskel, læhegn, blomsterstriber og beskyttede §3-områder skal ikke længere betragtes som restarealer, men som driftsmæssige aktiver på linje med maskiner og marker. De er mikroklimaer med læ og mere stabil jordfugtighed, kulstoflager i træer og jord og naturlige korridorer, som dyr og insekter kan bevæge sig i. Foto: Kompas Kommunikation.

Landbruget står midt i en transformation, hvor der skal findes løsninger til at producere mad, binde kulstof, sikre vandmiljøet og øge naturens robusthed samtidigt.

Den opgave kræver ikke kun nye teknologier og støtteordninger, men en anden selvforståelse af, at landbrugsfaglige er forvaltere af vores største menneskeskabte landbaserede økosystem. Hvis vi tør at tænke på den måde, kan Danmark blive pionerland for et landbrug, der ikke blot leverer fødevarer, men regenererer landskabet. 

Mit største ønske er, at vi som samfund anerkender og understøtter den mission gennem uddannelsen af nye elever med en brændende forkærlighed for flerårige striber, blandingsafgrøder, insektliv og økosystemets naturlige cyklus og reguleringer.