Med en samlet vægt af jord på 3500 tons per hektar i runde tal, vil det koste både en masse energi og brændstof at vende jorden. Det er en relativt langsommelig proces. Vi laver heller ikke en masse harvning. Alt i alt sparer regenerativ landbrugsdyrkning mig for 300 arbejdstimer på de travleste såtidspunkter af året og 60 procent diesel.
Det fortæller planteavler Søren Ilsøe, da vi besøger ham en lettere regnfuld eftermiddag i Fjenneslev ved Sorø på Midtsjælland i senforåret. Han bryder tallene ned – det typiske forbrug på en planteavlsbedrift er 100 liter per hektar, mens de på gården kun bruger 42 liter.
Man skal ikke bruge mange minutter med landmanden, før hans faglige passion for jord-skånsomme arbejdsmetoder skinner tydeligt igennem. Som ivrig fortaler for pløjefri dyrkning og forhenværende formand i Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning (FRDK), har Søren Ilsøe dedikeret meget tid til faglige oplæg og europæiske møder om emnet.
På gården Knudstrupgård dyrker han et 290 hektar markareal med forskellige afgrøder. De primære er raps og korn, herunder brødhvede og maltbyg til Carlsbergs bryggeri via Dansk Landbrugs Grovareselsskab A.m.b.a (DLG), vinterhvede samt lidt hestebønner. Sidstnævnte var dog på standby grundet en medfart af dådyr.
Søren Ilsøe har ikke pløjet sine jorde i over 25 år og har kørt direkte såning siden 2011.
Han sværger troligt til conservation agriculture, hvilket på Knudstrupgård betyder ingen jordbearbejdning på mere end tre til fire centimeter. De har dog været nødt til at bruge en crosscutter maskine, der bekæmper snegle i et par centimeters dybde.
Jorden skal vende sig til overgang
Økonomi er vigtig, men omstillingen til pløjefri dyrkning handler lige så meget om at forbedre jorden og fremme livsbetingelser for insekter som edderkopper, løbebiller og regnorme. Det fortæller Søren Ilsøe, mens han går rundt i vårbyg-marken med en spade for at demonstrere vigtigheden af at følge røddernes udvikling og jordens struktur. Som landmand må man gå ud og undersøge jorden, mener han.
Det gælder både inden man går i gang med nye dyrkningssystemer og undervejs. Efter mange års pløjning vil jorden næsten altid være kompakt og have en hård profil, som kan brydes mekanisk eller – endnu bedre – med efterafgrøder, hvis rødder går ned og løsner den hårde sål.
For Søren Ilsøe tog det flere år at omstille sig.
Overgangen startede med en reduceret brug af plov og let stubharvning, der løsner og jævner jorden, og sluttede med direkte såning. Først med en tandskærsåmaskine, som laver en del forstyrrelser i jorden ned i kernedybde, og senere med en skiveskærsåmaskine, som laver en rille og lægger kernerne ned helt uden forstyrrelser.
Landmanden anbefaler at etablere nogle test-parceller og afprøve, hvordan jorden bedst mulig genopbygges til et niveau, der tåler direkte såning. I stedet for at kaste sig ud i det hele på én gang, handler det om at dele marken op og eksperimentere i små skridt.
Hvis du har et system, hvor du er i gang med pløjefri dyrkning men harver ret dybt. Så er det bare et spørgsmål om at tage nogle spor, hvor du harver øverligt [overfladisk ed.] og nogle spor, hvor det helt undlades. Nu har du tre varianter, og ved høsttid kan konsekvenserne aflæses på mejetærskerens udbyttemåler,
Jorden er måske ikke klar endnu, hvis der måles tabt udbytte – eller der kan være sket en teknisk fejl på maskinen. Her kan man spørge sig selv: Hvornår kører du? Hvad er jordens egenskaber? Er der tilstrækkelige strukturer? Er der meget humus eller kulstof?
Selvom det kan tage op mod fem år at omstille fuldstændigt, er det hele indsatsen værd, mener Ilsøe. Hvor pløjet jord hurtigt kan komme til at ligne ‘sand fra Sahara’, dvs. fuldstændig uden struktur og organisk materiale, svampe, liv og bakterier, så består en mere uberørt jord af solide partikler, der hænger sammen og smuldrer let i stabile klumper.
Den er mere modstandsdygtig over for erosion og holder bedre på vandreserver.
En sej kamp mod snegle
På Søren Ilsøes gård har reduceringen i maskinbearbejdning også betydet en mere levende mark med et rigere plante- og dyreliv. For eksempel har han spottet viben, som er en truet ynglefugl, mens lærken også har været i fremgang, fortæller han stolt.
Til gengæld giver strategien med direkte såning også fine vilkår for potentielle skadedyr, særligt fordi han har valgt at dække jorden med halm snittet fra sidste års byg for at bekæmpe ukrudtsdannelse og nære jorden.
Halm er desværre også det perfekte gemmested for snegle og deres æg, som potentielt kan ødelægge en hel hvedehøst. De har særligt gode vækstbetingelser efter et vådt efterår, fortæller Ilsøe med et slet skjult smil. Sneglene har gemt sig i huller og plamager og været ude og æde planterne, som de har nærmest fri adgang til.
På det lille stykke, vi får vist, har Søren Ilsøe valgt ikke at gøre noget, da det er en forsøgsparcel. Men var det på hele marken, havde han været nødt til at køre ud med sneglepiller – en betydelig udgift for både pengepung og miljø.
Og det et netop conservation agricultures store akilleshæl, at det kan være svært at undgå kemiske midler og pesticider mod skadedyr og ukrudt. Særligt når de får lov at boltre sig i et levende og fugtigt bunddække frem for at ligge eksponeret mod sollys, hvis UV-stråling skader sneglene allerede i klække-processen.
Af kemikalier bruge Søren Ilsøe minimidler og normale herbicider til ukrudt, glyphosat inden direkte såning og Sluxx sneglepiller. Til gengæld har han i skrivende stund udfaset insekticider og har meget lidt problemer med ukrudt generelt. Det er en af pløjefri dyrknings styrker, mener han, at det nedsætter behovet for kemikalier kraftigt.
Pløjefri dyrkning ændrer også forholdene for ukrudt.
Hvor man i det traditionelle system har set ploven som en ukrudtsbekæmper over for vegetativt (læs: voksende) ukrudt, vender ploven faktisk også en masse nye ukrudtsfrø op på overfladen, fortæller Ilsøe. Undlader man at pløje, vil ukrudtsfrøene i stedet gå til grunde naturligt ved at blive spist af fugle, mus, insekter og svampe.
Når vi ser på ukrudtsfloraen, så forandrer den sig gennem årene i takt med, at man bearbejder jorden mindre. Nogle arter går tilbage, og nogle bliver mere dominerende,
Han har selv ved Knudstrupgård oplevet, at fuglegræs er nærmest totalt forsvundet, mens kamiller er minimeret til kanten af markerne. Til gengæld klarer burresnerre sig virkelig godt i det pløjefri system, og det samme gør agerstedmoderblomst, som Søren Ilsøe bekæmper kemisk.
Jeg er heldig, at jeg aldrig har set agerrævehale, som ellers er et kæmpe problem i nogle egne af landet som Sydfyn og Langeland. Der er heller ikke italiensk rajgræs, og tokimbladede arter er generelt ikke et problem.
Maskiner for millioner
I et pløjefrit system er det alfa og omega at have et sundt sædskifte med forskellige afgrøder år efter år i den samme mark, fortæller landmanden senere i laden, hvor han har flere store landbrugsmaskiner stående. Derfor skal landmænd som for eksempel har kørt faste rotationer, indstille sig på at planlægge mere diverst og fleksibelt fra år til år. Det kræver et brud med ‘vanetænkningen’.
Man kommer heller ikke uden om, at reduceret jordbearbejdning i større skala kræver markante up-front investeringer i dyre maskiner. I Søren Ilsøes lade står blandt andet en engelsk Weaving dobbelt-disc såmaskine med en vinkel på 25 grader, hvor den ene skive kører lidt foran hinanden.
Den åbner jorden ligesom en flig og gennem et rør lægges kernerne ned. Lige bagved spredes flydende gødning ud gennem en blå slange, tæt ved kernerne, hvor nye rødder skal begynde at spire. På den måde koncentreres næringsstofferne (dvs. madpakken) ved rødderne, og man undgår, at særligt fosfor ligger for langt væk til optagelse.
Priserne er dog lidt uhyggelige, indrømmer Søren Ilsøe, især fordi de er steget meget med inflationen.
Maskinerne er faktisk fordoblet på fem år. Prisen på såmaskinen ligger nok på omkring 1,2 – 1,5 millioner kroner, hvor man før kunne købe den for 750,000 kroner,
Og hvor lang tid går der så, før maskinen har tjent sig selv hjem? Det kommer an på, hvorvidt landmanden er villig til at tage en ‘kold tyrker.’ Dvs. at rydde ud i maskinhuset, sælge den gamle plov og måske gødningssprederen og ellers acceptere, at udbyttet går lidt ned i selve omstillingsfasen, mens det løfter sig igen efter fire til fem år.
Selvfølgelig kræver det teknisk kunnen at udføre direkte såning optimalt. Man kan især risikere, at maskinen placerer frøene for højt oppe i overfladen, at de ikke fordeles ordentligt i det snittede halmlag, eller at omstillingen simpelthen går for stærkt i forhold til jordens robusthed og struktur.
Pløjefri dyrkning kræver en konstant monitorering og omstillingsparathed – man kan ikke bare slå autopiloten til, understreger landmanden.
