NyTænk er et undervisningsmedie for lærere, studerende og praktikere, der arbejder fagligt med bæredygtig omstilling inden for energi, byggeri og jordbrug. Vi fokuserer på handling og konkrete skridt mod en mere klima- og miljøvenlig fremtid. Vores speciale at brobygge mellem forskningsviden på universiteter og praktisk viden på skolerne og i felten. Det bruger vi journalistiske værktøjer, didaktisk samarbejde og praksisnære opgaveforløb til.
Vi interviewer blandt andet erhvervsfaglige, håndværkere, forskere og organisationer, der arbejder med nytænkende tiltag. Historierne skal være med til at inspirere flere til at bruge konstruktive og kreative løsninger.
Bæredygtighed
Det er – indrømmet – komplekst at fastslå, hvornår en praksis er 100 procent bæredygtig.
Normalt er der nuancer, og de fleste af fremtidens ”grønne” teknologier har udfordringer på implementeringsniveau. De er også en del af større strukturelle ændringer i samfundet inden for energi, byggeri og jordbrug.
NyTænks fokus er på den enkelte historie, og vi prøver altid at nuancere. Jo flere mennesker der deler erfaringer og inspireres, jo nemmere bliver det at forbedre klimaet og biodiversiteten. Det er en vigtig del af vores drivkraft.
Undervisning og uddannelse
NyTænk laver tematiske undervisningsforløb i samarbejde med erhvervsfaglige undervisere. Oplæggene bygger på forskerinterviews og research samt artikler og cases fra felten.
Forløbene er gratis at benytte og downloade. Hvert sæt indeholder et digitalt undervisningsoplæg med fleksible elevopgaver, bilag og lærervejledninger. Elevopgaverne der med fordel kan printes ud. Lærervejledningen guider underviseren gennem læringsmål, temaer, dag-til-dag fokusopgaver, links og evaluering.
NyTænk er altid åben for både konstruktiv feedback på materialet – og vi vil meget gerne høre, hvis jeres skole har anvendt det. Skulle der sidde en engageret underviser, fagvejleder eller elev og have ideer til relevante undervisningstemaer, så tag endelig fat i os!
Fundament
NyTænk er som udgangspunkt fondsstøttet. Vi lever af at indgå strategiske samarbejder om at formidle vores historier.
Vores indsatser består normalt af et samarbejde mellem en eller flere didaktiske partnere, vidensorganisationer eller institutioner og journalistiske cases fra felten.




