Efterafgrøder og permanent dække GF2

Efterafgrøder er et centralt værktøj i opbygning og vedligeholdelse af en levende, frugtbar og kulstofrig jord. Når vi taler om efterafgrøder, er det de planter, som landmænd og gartnere strategisk sår for at undgå en bar jord i efterårs- og vintermånederne.

Afgrøderne hjælper med at fastholde en stabil jordstruktur og humus. Når jorden er dækket af planter og rødder i en større del af året, er den mere modstandsdygtig over for pakning, altså at jorden presses sammen og mister sine små luftrum og porer. Efterafgrøder erstatter dog ikke behovet for god trafikstyring og kørsel på tidspunkter, hvor jorden kan bære maskinerne.

Formålet med efterafgrøder er at holde jorden dækket, forhindre kvælstofudvaskning og skabe et levende rodmiljø, selv når hovedafgrøden er væk.

Og det er en særlig vigtig opgave, fortæller Kristian Thorup fra Københavns Universitets Institut for Plante- og Miljøvidenskab. 

Han er professor i afgrødevidenskab med speciale i at forstå planters rodsystem. De senere år har universitetet dedikeret mange arbejdsressourcer til at forske i efterafgrøders egenskaber – simpelthen fordi der mangler praktisk viden til landmændene om røddernes ”hårde arbejde”.

Det er mindst lige så vigtigt som fotosynteseprocessen over jorden.

For hvor sollys og CO₂ bevæger sig let og hurtigt hen til planterne over jorden, bliver dens rødder nødt til aktivt at søge ud for at finde vand og næringsstoffer. Alle afgrøder skal optage både vand og intet mindre end 14 forskellige mineralnæringsstoffer under jorden.

Efterafgrøderne optager næringsstoffer, som bliver en del af plantens biomasse.

Når tiden går, og planternes blade, stængler og rødder visner og nedbrydes, frigives næringsstofferne igen til jorden via mikroorganismernes arbejde. Det skaber en naturlig cyklus og mindsker behovet for gødning udefra. Derudover sikrer det, at hovedafgrøderne året efter har en tilgængelig pulje af mineraler at trække på.

Efterafgrøder forbedrer også jordens vandhusholdning.

For økologiske landmænd er efterafgrøder generelt frivillige, men de fleste anvender dem af hensyn til jordens frugtbarhed og et bedre sædskifte. Foto: Didier Larsen

Rødderne skaber porer og kanaler, som øger infiltrationen, så regnvand trænger ned i jorden i stedet for at løbe væk på overfladen. De levende rødder fungerer som ”sugende rør”, der holder gang i vandkredsløbet. Når planter dør, bliver de døde rødder til langstrakte hulrum, som jord kan lagre vand i.

Det giver både mindre vandstress i tørre perioder og mindre overfladeafstrømning under kraftig regn. Et levende plantedække fungerer som et fysisk skjold mod slagregn. Blade og stængler bremser vandets hastighed, så regndråberne ikke slår jordpartikler løs.

Når rødderne vokser, udskiller de kulstofrige stoffer, kaldet rodeksudater, til rhizosfæren. Det er det tynde jordlag helt tæt omkring rødderne, hvor der er særlig høj biologisk aktivitet. Disse stoffer fungerer som føde for bakterier og svampe og bidrager til opbygningen af organisk materiale i jorden.

Sammen med plantemateriale fra blade, stængler og rødder kan efterafgrøder derfor øge kulstoftilførslen til jorden. Hvor meget af kulstoffet der lagres over længere tid, afhænger dog af jordtype, klima, dyrkningspraksis, og hvor hurtigt materialet nedbrydes.

Efterafgrøder fungerer som landbrugets biologiske kvælstofbuffer ved at holde næringsstofferne i marken, hvor de gør gavn, i stedet for at de ender i vandmiljøet. I Danmark har vi store problemer med kvælstof (særligt den nedbrudte form nitrat) i farvandene.

Det er grunden til, at politikere på Christiansborg og nationale myndigheder som Landbrugsstyrelsen har indført krav om efterafgrøder.

For at forstå, hvorfor efterafgrøder er et vigtigt redskab, må man først kende lidt til nitrats egenskaber. Nitrat (NO₃⁻) er en opløst, negativt ladet kvælstofform i jordvandet. Jordens ler- og humuspartikler er også overvejende negativt ladede, og derfor bindes nitrat dårligt i jorden. I modsætning til mange andre næringsstoffer kan nitrat derfor bevæge sig relativt frit med vandet gennem jordprofilen.

Når markerne ligger bare i efteråret og vinteren, kan regnvand derfor skylle nitrat ned gennem jorden og videre ud i vandløb og kystvande. Den proces kaldes udvaskning. I de marine og kystnære vandmiljøer kan kvælstof fungere som gødning for alger og bidrage til algeopblomstring, iltsvind og døde zoner.

Her kommer efterafgrøderne ind i billedet. De fungerer som en biologisk støvsuger, der opsamler nitrat gennem rødderne og indbygger det i plantens biomasse.

Et målrettet arbejde med efterafgrøder kræver en grundlæggende forståelse af kvælstoffets kredsløb i marken. Derfor gennemgår vi det kort her.

Efterafgrøder bryder denne sidste, kritiske fase. De optager nitrat gennem efterår og vinter og holder kvælstoffet bundet i plantemateriale. Når efterafgrøden senere nedmuldes eller nedbrydes naturligt, frigives kvælstoffet igen i takt med mikroorganismernes aktivitet.

Det kan betyde, at en del af næringsstofferne bliver tilgængelige for næste sæsons hovedafgrøde. Hvor godt timingen passer, afhænger blandt andet af efterafgrødens art, C/N-forhold, destruktionstidspunkt, jordtemperatur og fugtighed.

I 2025 ser mange landmænd efterafgrøder som mere end et lovkrav. I regenerative dyrkningssystemer bruges de aktivt til at forbedre jorden. Levende rødder året rundt fodrer jordens bakterier og svampe, forbedrer jordstrukturen og øger indholdet af humus. Artsrige efterafgrødeblandinger kan kombinere dybe rødder, kvælstoffiksering og biodiversitet på samme mark.

Når frigivelsen af kvælstof fra efterafgrøden er synkroniseret med hovedafgrødens behov, mindskes behovet for indkøbt gødning. Det gavner både økonomien og klimaaftrykket. Selvom kravene til efterafgrøder i 2025 er blevet skærpet, giver en strategisk tilgang mulighed for at vende regulering til en produktionsmæssig fordel.

Efterafgrøder er broen mellem miljøhensyn og effektiv planteproduktion. De sikrer, at kvælstoffet forbliver en ressource i marken – og ikke et problem i havet.

Der findes virkelig mange typer af efterafgrøder – faktisk over 100 forskellige, som alle påvirker jorden på hver sin måde. I Danmark kan jordfaglige få hjælp af Innovationscenter for Økologisk Landbrugs app ”Efterafgrøder”, hvor man kan læse om egenskaber og blandinger (download appen her.)

Det allerbedste resultat opnås ved at så flere plantearter sammen for at opnå en større artsdiversitet og et mere robust rodsystem, der både kan optage næring, binde kulstof og beskytte jorden mod erosion. Selvom der er mange arter, kan efterafgrøderne inddeles i fem forskellige plantekategorier.

1.) Korn som havre, byg og rug. De har hurtig etablering, god ukrudtskonkurrence og beskytter jorden mod erosion.

2.) Græsser som rajgræs og strandsvingel. De har slidstærke rødder, dækker jorden længe og giver stabil struktur.

3.) Korsblomstrede planter som olieræddike og sennep. De har hurtig vækst, dybe pælerødder, løsner jorden og opsamler næringsstoffer fra dybere jordlag.

4.) Bælgplanter som kløver, vikke og lupin. De kan i symbiose med rodknoldbakterier binde kvælstof fra luften og tilføre det til systemet.

5.) Urter som boghvede, cikorie og vejbred. De har meget varierede rodsystemer, er gode i blandinger og fremmer jordens biologi.

Hver art har sine egne egenskaber. Lad os tage et eksempel med olieræddike. Det er af gode grunde en af de mest populære efterafgrøder i Danmark.

Olieræddiken vokser hurtigt og danner en lang, kraftig pælerod, som kan nå helt ned mellem 1,5 og 2 meter i dybden, afhængigt af jordtypen. Når roden presser sig ned gennem jorden, laver den sprækker og små åbninger, der giver luft og plads til både rødder og mikroliv. Det gør jorden lettere at arbejde med året efter og forbedrer dens evne til at optage vand. Planten suger også store mængder nitrat til sig og binder kvælstoffet i sin egen biomasse.

Når en efterafgrøde har dækket jorden og opsamlet næring, skal den afsluttes, så den næste afgrøde kan etableres. Det kan gøres på flere måder, alt efter dyrkningssystem, jordtype og timing.

Efterafgrøden kan nedmuldes mekanisk med plov eller harve, hvilket giver hurtig omsætning og næringsfrigivelse men også mere jordforstyrrelse. I pløjefri systemer kan den tromles/crimpes, så planterne lægges ned som et beskyttende jorddække, der mindsker erosion og ukrudt. Nogle arter kan vinterdræbes af frost, hvilket kræver mindst input, men afhænger af vejr og artsvalg.

Efterafgrøden kan også nedvisnes kemisk, især i pløjefri systemer, for at undgå konkurrence med næste afgrøde. Endelig kan den afgræsses af dyr, som omdanner plantematerialet til gødning og samtidig udnytter marken som foder.

Som en tommelfingerregel kan man sige at efterafgrøder slutter med enten stål (maskiner), frost (naturen), kemi (sprøjten) eller munde (dyr).

Forestil dig, at du har dyrket vårbyg, som har et meget overfladisk rodsystem, dvs. at den ikke når ned til næringsstofferne i de dybere jordlag. Her giver det mening at vælge en efterafgrøde med lange rødder, som olieræddike eller cikorie, fordi de kan opsamle det nitrat, som vårbyggen aldrig nåede ned til.

For nogle afgrøder handler det om at time såningen rigtigt. Vinterhvede, som er en vigtig afgrøde i dansk landbrug, har eksempelvis bedst af at blive sået i september. Hvis den får en god start, danner den et stærkt rodsystem inden vinteren. Det betyder, at den bedre kan modstå både en tør forsommer og kraftige regnskyl senere på året.

Nogle efterafgrøder som græsser, kløver, lucerne og vikke kan indgå som grovfoder, og flere landmænd vælger derfor blandinger, der både forbedrer jorden og giver ekstra foder til dyrene. Det gælder især i økologisk drift.

Der er ingen perfekt opskrift på den optimale efterafgrødeblanding. Valget vil altid bero på en konkret, individuel vurdering ud fra lokale forhold. Det er en af de ting, der gør landbrugsfaget spændende!

Efterafgrøder er et led i strategien om et varieret sædskifte i marken, som booster jordens sundhed og vækstbetingelser for hovedafgrøderne. Hvad end det er majs, kartofler, ærter, byg eller hvede. Der er mange overvejelser, når blandingen skal vælges.

I Trustrup på Djursland planlægger landmand Magnus Bønløkke hvert år sin efterafgrødeblanding nøje. Det har han altid gjort af omtanke for jordens sundhed. Også før det blev reguleret gennem lovgivningen.

Når man som ham har et dyrkningssystem uden jordbearbejdning ( altså pløjefrit) på 210 hektar mark, er det vigtigt, at jorden altid er dækket af planter. Liv over jorden betyder liv under jorden. Efterafgrøder er en virkelig god ting, fordi det skaber en markant bedre jord, mener Magnus og uddyber;

I 2025 har han på den ene mark sået en blanding af almindelige arter som honningurt og olieræddike sammen med de to kvælstoffikserende planter, blodkløver og vintervikke.

Blandingsforholdet er lavet af Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning (FRDK) og består af 70 % honningurt, 17 % blodkløver, 8 % vintervikke og 5 % olieræddike. Ideen bag blandingen er at kombinere arter, der både kan levere kvælstoffiksering, dyb rodudvikling og en stor mængde biomasse, der kommer næste års afgrøde til gode.

Olieræddikens pælerod kan blive op til to meter og er sammen med mikroliv god til at løsne jorden og gøre den porøs i dybden, fortæller landmanden.

Fordelen ved at have huller med vand efter olieræddike er, at der kommer plads til vand, luft og frost dybere i jordlagene

Honningurten som Magnus har valgt i sin efterafgrødeblanding er rigtig god til at optage og koncentrere kalium og fosfor fra jorden og efterfølgende gøre næringsstofferne mere tilgængelige for andre planter. Planten understøtter samtidig jordens svampenetværk ved at samarbejde med mykorrhizasvampe, og over jorden gavner den økosystemet ved at levere nektar til insekter og frø til fugle på efterårstræk.    

De vinterfaste, kvælstoffikserende arter er valgt, fordi de kan tilføre systemet nyt kvælstof. Begge danner rodknolde, hvor bakterier binder kvælstof fra luften og omdanner det til en form, som både planten og den næste afgrøde kan få glæde af. Blodkløver og vintervikke er overvintrende, derfor destrueres de først i februar, hvor nedbrydningen kan begynde at frigive næring til jorden.

På den anden side af vejen har landmanden valgt en mere klassisk 90-10 blanding af olieræddike og honningurt til en relativt ny driftsmark. Marken har meget kvikgræs, en ukrudtstype der kan være svær at kontrollere uden kemisk bekæmpelse. Magnus fortæller, at kvikgræsset bedst fjernes med en målrettet omgang Roundup i efteråret, og derfor har han her valgt planter, der kan nedfældes 20. oktober, så han kan skabe et roligt og konkurrencestærkt såbed til næste års afgrøde.

I praksis kræver denne strategi skarp timing. Kvikgræs skal have en vis bladmasse og være i aktiv vækst for at optage glyphosat (Roundup) effektivt. Hvis efterafgrøderne har dækket jorden godt, skygges ukrudtet væk, hvilket gør kemisk bekæmpelse svær. En kemisk nedvisning allerede i oktober gør selvsagt, at efterafgrøden ikke holder jorden levende, dækket og aktiv hen over hele vinteren.

Magnus Bønløkke har sået alle sine efterafgrøder med såmaskinen Sumo DTS direkte i stubben uden pløjning. Metoden giver en god jordkontakt, men halm på overfladen kan gøre det udfordrende.

Landmandens bedrift hørte oprindeligt under ’almindeligt planteavl uden husdyr’ med et krav på 10 procent efterafgrøder. Men efter en ændring i arealudpegningen er en del af gården nu omfattet af kategorien ”land og vand”, hvor reglerne stiller krav om 40 % efterafgrødedække.

Generelt er Magnus meget passioneret omkring efterafgrøder, men han oplever, at det er svært for landmænd at arbejde fleksibelt med de nuværende regler og krav.

Efterafgrøder er ét vigtigt redskab til at beskytte og stimulere jorden. Men de indgår i en større værktøjskasse af dyrkningsmetoder, der kan forstærke effekten.

De mest almindelige metoder er mellemafgrøder, permanent bunddække og grøngødning, som hver på deres måde holder jorden aktiv, dækket og næringsrig mellem hovedafgrøderne.

Mellemafgrøder kan enten sås samtidig med hovedafgrøden eller senere imellem rækkerne af hovedafgrøder, så jorden ikke når at ligge bar. De spirer hurtigt under den stående afgrøde. Typiske mellemafgrøder er arter som kløver, honningurt eller græs, der kan sås med slæbeslange eller gødningsudstyr.

Permanent levende bunddække efterligner naturens strategi om, at jorden sjældent ligger bar. Et levende bunddække, som for eksempel en kløverblanding mellem rækkerne, holder på fugten, hæmmer ukrudt og fodrer jordens mikroorganismer gennem levende rødder.

Jorddækning (mulching) er den samme idé, men med dødt materiale. Her dækkes jorden med halm, planterester, kompost eller flis, som langsomt nedbrydes og tilfører organisk stof.

Grøngødning er dyrkning af en afgrøde udelukkende for at opbygge biomasse, rodnet og næringsstoffer – ikke for at blive høstet. Grøngødning sås typisk i foråret, før eller sammen med hovedafgrøden, og de mest brugte planter er vikker, lupiner, boghvede og græsser, som alle kan skabe et tæt plantedække og aktivt rodsystem. Når planterne nedmuldes eller nedklippes, bliver næringen og kulstoffet en del af jordens eget kredsløb og forbedrer strukturen før næste hovedafgrøde.

Et organisk bunddække har en lang række fordele i landbruget. Det mindsker behovet for jordbearbejdning, fordi et lag af planterester beskytter jorden mod at blive hård eller pakket. Når overfladen holdes løs og fugtig, kan man i nogle tilfælde droppe eller reducere pløjning og harvning. Jorddækket vil med al sandsynlighed også mindske behovet for vanding og gødning, fordi det hjælper med at holde på fugten, reducerer fordampning og langsomt frigiver næring, når materialet nedbrydes i jorden.

På den måde er det en investering i både miljøet og pengepungen. Men der er dog også nogle udfordringer.

Fugtige forhold under jorddækket kan give bedre levevilkår for snegle og plantesygdomme. I marker hvor der køres med tunge maskiner kan et tykt lag organisk materiale gøre det sværere at få god jordkontakt ved såning og øge risikoen for strukturskader i våd jord. Derfor kræver metoderne planlægning og tilpasning – især i stor skala, hvor maskinerne vejer meget, og markarbejdet ofte skal gå stærkt i korte tidsvinduer.

Et andet obs-punkt er C/N-forholdet, altså balancen mellem kulstof (C) og kvælstof (N) i materialet.

De fleste landmænd, som arbejder med organisk bunddække, kombinerer det med direkte såning, fordi det forstyrrer jorden mindst og giver afgrøden de bedste etableringsbetingelser. Metoden bruges ofte sammen med nedklipning af bunddækket kort før såning, så frøene får bedre jordkontakt og mindre konkurrence i starten.

I regenerativ dyrkning er målet ikke kun at høste en afgrøde, men at forlade jorden i bedre stand, end da man startede. Det betyder, at alle beslutninger i marken, fra jordbearbejdning over bunddække til sædskifte, vurderes ud fra, om de styrker jordlivet og næringsbalancerne.

Et sundt jord økosystem er samtidig en af de bedste og ofte oversete måder at modvirke plantesygdomme på. Når jorden er dækket af organisk materiale og levende rødder det meste af året, skabes der et stabilt miljø med høj biologisk aktivitet. Flere mikroorganismer giver større konkurrence om plads og ressourcer, og det kan gøre det vanskeligere for skadelige svampe og sygdomsfremkaldende organismer som Fusarium (populært kaldet “slimskimmel” eller “visnesyge”), Pythium (populært kaldet “rodbrand”) og andre jordbårne patogener at få overtaget.

Jo bedre jorden er til at regulere fugt, jo mindre stresses planternes rødder af tørke eller står i vand. Begge dele er forhold, som kan gøre planter mere modtagelige for sygdomme.En jord med stærkt mikroliv fungerer som et naturligt forsvarssystem for afgrøderne.

Selvom der er politiske reguleringer på området, så handler efterafgrøder og permanent bunddække om meget mere end formelle krav. Det er biologiske motorer, der kan skabe robuste planter og mere modstandsdygtige dyrkningssystemer.

I Danmark dyrkes der cirka 2,6 millioner hektar landbrugsjord. Forskning viser, at efterafgrøder kan reducere nitratudvaskning med 40-70 procent i vinterhalvåret, afhængigt af artsvalg og jordtype. Samtidig kan de, alt efter jordtype, klima, dækafgrødetype og forvaltningspraksis øge jordens kulstoflager op til et halv ton per hektar om året gennem rødder, rodeksudater og plantemateriale. Det kan på længere sigt bidrage til at vedligeholde eller endda øge jordens kulstofindhold.

Marker med permanent og levende bunddække har i forsøg vist op til 20–40 procent bedre vandinfiltration og højere jordfugtighed i tørre perioder, fordi jordstrukturen stabiliseres og porerne holdes åbne af rødder og mikroliv. Det er der behov for, som vi ser ind i årtier med mere voldsomme regn- og tørkeperioder.

Systemer med et højt organisk bunddække og reduceret jordforstyrrelse kan mindske behovet for mekanisk jordbearbejdning. I flere produktionsforsøg ses et lavere sygdomsudtryk i de øverste jordlag, netop fordi jordens biologi er mere mangfoldig og aktiv.

Efterafgrøder er en central del af et varieret sædskifte, hvor rækkefølgen af afgrøder planlægges, så jordens sundhed styrkes år for år. Selv en enkelt blomsterart eller græstype kan skabe mere liv over og under jorden.

Variation er nemlig modstykket til monokultur. Hvor en mark med én art ofte bliver mere sårbar over for sygdomme, vejrekstremer og næringsstofmangel, kan en mark med mange arter bedre tilpasse sig, støtte jordens biologi og skabe stabilitet.

Den faglige opfordring er enkel: Giv jorden flere arter at arbejde med, og den belønner dig med stærke planter, sundere jord og mere robuste udbytter!