I dybden med conservation agriculture og økologi H 1

Ploven har på mange måder været begyndelsen på ikke bare det moderne landbrug, men hele den måde, vi har opbygget små samfund på. Hjulploven nåede Danmark fra Mellemøsten i begyndelsen af Middelalderen (cirka år 1100), og den blev fuldstændig revolutionerende. 

Ploven var designet med et langjern til at grave en dyb rille lodret ned i jorden, et plovskær som løsnede vandret og en såkaldt muldfjæl, der vendte delvist nedbrudte planterester fyldt med næring. Foran var hjul som skulle trækkes af stærke dyr som okser. 

Maskinen besvarede et af tidens mest presserende spørgsmål: 

Hvordan Danmark og dets nabolande kunne forsyne en voksende befolkning med mad nok og undgå store folkevandringer. Den gjorde det nemmere og hurtigere at pløje (førhen blev det gjort med håndkraft) og tilføje gødning til jorden. Resultatet var, at bønderne pludseligt opnåede et markant større udbytte på samme jordareal.

Eftersom en hjulplov og tilhørende husdyr til at trække den var en dyr investering, gik flere jordejere og brugere sammen om projektet. Sådan opstod mange af de små landsbysamfund, som vi kender i dag – og som nogle vil sige er i krise på grund af en stigende urbanisering. 

Spoler vi tiden frem til 2025, ser vi et nyt driftsparadigme. Mange bedrifter arbejder i dag med pløjefri drift, hvor jorden holdes dækket og forstyrres mindre. De vil slet ikke bruge ploven i deres dyrkning længere. Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK) vurderer, at 30% af landbrugsjorden i Danmark i dag dyrkes uden plov.

Niels Mamsen fra Øster Allé ved Rødding i Sønderjylland er en af de landmænd, der er i gang med at lægge driften om. Han er blevet mere nysgerrig på, hvordan jorden udvikler sig dynamisk, når man roder mindre i den. For eksempel er det blevet lettere at køre på marken, og jorden klistrer ikke til hjulene på samme måde.

Det er vigtigt for ham at køre et alsidigt sædskifte med syv forskellige afgrøder afhængig af det enkelte år, og han holder også græs og kløver sammen med flere hovedafgrøder.

Niels Mamsen bruger dog stadig plov i begrænset omfang. Mest fordi han dyrker kartofler, som ikke klarer sig godt i en hård jord, og hvor knoldene hurtigt smittes af skadelige plantesygdomme.

Det har mange miljømæssige fordele at reducere jordbearbejdningen af sine marker. 

Når jorden pløjes ofte og dybt, kommer der mere ilt ned i jordlagene. Det sætter fart på mikroorganismernes nedbrydning af organisk materiale – og hvis der sker ”for hurtigt”, vil mere CO₂ frigives til atmosfæren. Processen øger også naturligt risikoen for at have bar jord i lange perioder, hvor planterne ikke når at optage eller lagre lige så meget kulstof i rodsystemer og blade. 

I et pløjefrit system bliver planterester omvendt i højere grad liggende på marken. 

Resterne fungerer som naturlig beskyttelse mod vind og regn – og erosion.
Sammen med større rodnet giver de også bedre forhold for regnorme, svampe og bakterier, som sammen skaber en sundere og mere porøs jordstruktur. Det gør jorden bedre til at optage vand, så mindre regnvand løber direkte af på overfladen, men i stedet siver ned og bliver en del af grundvandet.

På lavbundsjorde og tidligere tørvejorde kan dræning være nødvendig for dyrkning – men det kan også føre til, at en meget stor kulstofpulje iltes og frigiver CO₂ hvert år, hvis jorden forstyrres for meget. Det er netop steder, hvor reduceret jordbearbejdning og flere grønne efterafgrøder kan gøre en stor forskel. 

For at opsummere kan vi sige, at når jorden bearbejdes mindre, arbejder naturens egne processer mere. Det giver både mindre CO₂-udledning, bedre jordfrugtbarhed og et rigere liv over og under jorden. 

Pløjefri dyrkning kan også styrke biodiversiteten i landbrugsjorden ved at bevare og forbedre levesteder for jordlevende organismer som regnorme og insekter, der har gavn af den uforstyrrede jordstruktur.

Minimal jordbearbejdning og pløjfri dyrkning er i dag en del af den landbrugsfaglige tilgang, der internationalt kendes som ’Conservation agriculture (CA).’ 

Det er en driftsfilosofi, hvor jorden ses som en ressource, der både skal bruges og beskyttes. På dansk kunne man måske kalde det for ’bevarende eller beskyttende landbrug’. Hovedformålet er at opnå en sundere, mere klimastabil og biologisk aktiv jord ved at reducere de dyrkningsmetoder, der øger CO2-udledningen og reducerer kulstof i jorden.

CA bygger på tre overordnede principper, men der findes ikke en fast facitliste – praksis skal tilpasses lokale forhold, ligesom i regenerativt landbrug. Alle tre tiltag skal sørge for, at landmanden ikke tager mere organisk materiale, end han/hun tilfører. 

Fjerner man ploven fra driften, ændrer det ikke kun markoperationen men hele logikken i såbedsetableringen. Ploven er udviklet til effektivt at vende og homogenisere jorden, så man kan arbejde hurtigt og ensartet i stor skala. 

Uden jordinversion og traditionel harvning skal såmaskiner og etableringstekniker kunne arbejde i en fast og ofte halmdækket jord med høj præcision. I praksis betyder det, at direkte såning eller strip-till-baserede metoder bliver de bærende teknologiske løsninger. Med andre ord – det kræver ofte dyrt og avanceret specialudstyr at praktisere pløjfri dyrkning. 

Direkte såning forudsætter eksempelvis, at såmaskinen har vægtoverførsel, skiveskær og gode nedfældere, som kan åbne en smal såfure, placere frøet i korrekt dybde og lukke jorden tæt igen uden at forstyrre jordlaget omkring fugen. 

Strip-till følger samme tanke, men her løsnes jorden alene i smalle såstriber med præcist udstyr, hvor den kommende afgrødes rækker planlægges, mens mellemrækkerne fortsat ligger beskyttet under planterester og aktiv rodvækst.

Weaving GD600T i aktion under såning på marken. Kilde: Søren Ilsøe.

Hvis direkte såning ikke er muligt på grund af hård, ujævn eller pakket jord fra mange års trafik eller kvælstofkrævende hovedafgrøde, kan en pløjefri strategi stadig rumme overfladeorientet bearbejdning  i 5-7 centimeters dybde. Den lave bearbejdnings dybde kan forbedre jordens kontaktflade i sålaget og øge plantefrøs etableringsmuligheder, især i marker med lav porøsitet og ringe bæreevne, hvor rødder og vand har svært ved at trænge ned. 

I sådanne systemer kan der anvendes typisk mekaniske redskaber, som kun arbejder i jordens øverste lag – fx tallerken-, rotor-, vibroharve, skiveskære , radrenser, grubber, knivrulle eller skrælplov. Fælles for dem er, at de løsner jorden uden vende den dybt.

En anden etableringsmetode er overfladesåning hvor frøene spredes ovenpå markens plantedække med udstyr som normalt bruges til gylle med slæbeslanger eller bredspredere. Frøene tildækkes med et tyndt lag jord eller organisk materiale for at sikre spiring og beskyttelse i den tidlige udviklingsfase. Metoden vælges især der, hvor såbedet kræver en særlig mild klargøring, men uden at ploven bringes i spil. 

En af de største udfordringer i conservation agriculture – særligt under overgang fra konventionel drift – er ukrudt, snegle og skadedyr.

Den manglende dybe jordvending betyder, at ukrudtsfrø ikke længere begraves, og visse skadedyr kan blive mere udbredte i det fugtige miljø under plantedækket. Mange landmænd vælger kemiske løsninger som glyphosatbaserede midler for at skabe et dyrkningsvindue uden konkurrence fra rodukrudt og aggressive frøukrudtsarter. 

Den helt store hæmsko på miljøfronten er altså afhængigheden af kemiske sprøjtemidler i de systemer, som ikke sikrer stærke, forebyggende biologiske strategier. 

På længere sigt forsøger flere pløjefri bedrifter at reducere behovet for kemi gennem metoder som efterafgrøder med ukrudtsundertrykkende egenskaber, mekanisk stribedyrkning kombineret med præcisionsteknik og øget brug af nyttedyr, mikrobiologiske jordforbedringer og nøje styring af markens plantedækkehøjde og græsningstryk, hvor drøvtyggere indgår i systemet. 

Men løsningerne kræver tid, tilpasning og agronomisk planlægning. Det er årsagen til, at pløjefri drift ofte beskrives som et system med stort potentiale, men også med en væsentlig akilleshæl, indtil de biologiske mekanismer overtager en større del af reguleringen i marken.

Den kode har økologerne til gengæld knækket. De baserer deres jordbrug på en naturlig recirkulering af næringsstoffer og organisk liv, og derfor anvender økologiske bedrifter hverken kunstige sprøjtemidler eller avanceret teknologi.

Moderne økologi som jordbrugsretning opstod i begyndelsen af 1900-tallet som et modsvar til industrialiseringen af landbruget. De første formaliserede økologiske principper spores især til to retninger i europæisk sammenhæng: 

En biodynamisk bevægelse, som blev grundlagt i 1924 gennem en forelæsningsrække af Rudolf Steiner i Tyskland og Polen og en mere agronomisk-orienteret retning om økologisk jordbrug i England. Sidstnævnte voksede frem i 1930’erne og 40’erne med centrale personer som Sir Albert Howard, der i 1940 udgav bogen An Agricultural Testament.

Det blev en af de vigtigste tidligere referencer for økologisk jordbrug, med fokus på kompost, jordfrugtbarhed og naturens egne kredsløb.

I Danmark begyndte den økologiske bevægelse for alvor at få fodfæste i 1970’erne gennem pionerlandmænd og organisationer, og i 1987 blev Danmark det første land i verden til at indføre statsregler og et nationalt, kontrolleret økologimærke underlagt lovgivning og certificering. 

Det rød-hvide Ø-mærke blev dermed den første officielle nationale økologi certificering. 

Økologi henviser oprindeligt til ”læren om naturens husholdning” og handler i jordbrug om at efterligne og understøtte naturlige kredsløb. I et økologisk system tilføres næring ikke i syntetisk, mineralsk form, men gennem biologiske kilder.

Økologiske bedrifter anvender derfor husdyrgødning, grøngødning, kompost og planterester som centrale nærings- og jordforbedringsstrategier. Det bliver langsomt nedbrudt og indgår i jordens mikrobielle fødenet, hvor næringsstoffer frigives over tid frem for at blive udvasket hurtigt. Tilførslen af organisk materiale øger også jordens kulstofpulje. 

I et velfungerende økologisk system er jorden både lager og motor for næringsstoffer: Planter optager, efterlader og returnerer næring gennem rødder og biomasse, og mikroorganismer omsætter det, og gør det tilgængeligt igen for næste afgrøde uden brug af syntetisk kemi. 

Økologisk jordbrug har mange veldokumenterede fordele. Men der er desværre flere agronomiske udfordringer. Som eksempelvis ukrudt, fordi syntetiske herbicider ikke må anvendes. 

Enhver regulering skal derfor ske mekanisk eller forebyggende. Det kræver flere overkørsler med redskaber som radrensere, strigler og ukrudtsharver – og ofte med et smallere etableringsvindue, hvor timing er altafgørende for succes. Alt alt øges arbejdsforbruget, brændstofomkostningerne og risikoen for at pakke jorden, især på fugtige eller lerede marker. For ikke at nævne, at forstyrrelse i overfladen kan reducere kulstofbindingen og skade regnormegange og svampemycelier, som ellers er en del af de naturlige løsninger, den økologiske driftsform bygger på.

Sygdomme og skadedyr udgør – også i økologisk landbrug – en væsentlig udfordring. 

Fordi kemiske pesticider er forbudt, skal beskyttelsen afgrøder ske gennem plantesundhed, resistente sorter og økosystemfunktioner som nyttedyr og sædskifte. I fugtige år kan svampesygdomme være svære at kontrollere, og skadedyr som bladlus, kartoffelskimmel og kålfluer kan give et markant udbyttetab, hvis forebyggelsen ikke lykkes. Snegle kan blive et problem i marker med stort organisk materiale eller efterafgrøder. Miljøerne skaber nemlig skjul og fugt – forhold som snegle trives i. 

Næringsstofforsyning kan være en tredje, væsentlig hæmsko i visse økologiske systemer. 

Selvom økologer arbejder med organisk gødning og recirkulering gennem bælgplanter, kan kvælstof være en knap ressource i perioder, hvor mineralisering går langsomt – især i kolde forårssæsoner eller på sandjorde med lav humus. 

Her kan det være svært at matche afgrødernes behov i vækstspurt, og udbytterne kan svinge mere end i systemer med hurtigt tilgængelig mineralsk gødning. Fosfor og kalium kan ligeledes være begrænsede, hvis bedriften ikke har adgang til nok husdyrgødning eller kompostinput af høj kvalitet.

Diskussionerne om ’den rigtige måde’ at føre miljørigtigt landbrug på kan hurtigt blive meget sort/hvide. Enten sværger man til økologi eller også er pløjefri metoder den eneste rigtige måde at dyrke afgrøder på. 

Men i virkeligheden kan – og bør – de forskellige retninger lære af hinanden for at opnå en bedre jordsundhed. Den største barriere for at bygge bro mellem økologi og conservation agriculture er ofte kultur og vaner frem for faglig uenighed.

Landbrugere identificerer sig stærkt med en driftsform, og debatter om kemi, teknologi og jordbearbejdning bliver hurtigt værdiladede. Systemerne har også praktiske forskelle, der kan stå i vejen: Økologer må ikke bruge syntetiske plantebeskyttelsesmidler, mens mange pløjefri planteavlere i de første år har været afhængige af kemi for at håndtere ukrudt og skadedyr. 

Samtidig arbejder conservation agriculture ofte med data, sensorer og markteknologi, mens økologiske systemer traditionelt har haft mindre fokus på avancerede digitale værktøjer. Det kan skabe fordomme om, at det ene system er ”high-tech”, og det andet er ”low-tech.” 

Selvom virkeligheden på moderne bedrifter i begge retninger i stigende grad er mere nuanceret. Fagligt set har de meget at lære af hinanden.

Conservation agriculture er stærk på metoder, der beskytter jorden mod dyb forstyrrelse og på værktøjer til at måle og overvåge marken effektivt. Teknikker som direkte såning, brug af permanent plantedække, driftslogikker, der reducerer erosion og målinger af jordens bæreevne, kulstoflagre, infiltration og rodudvikling er områder, hvor driftsformen har skabt solid mark- og forskningsbaseret viden. 

Økologer er til gengæld stærke i et holistisk syn på jordens frugtbarhed og udvikling af kemifrie strategier. De har vist, hvordan et varieret sædskifte, anvendelse af grøngødning, nyttedyr, naturlig kompostering, mikrobielle processer og langsom frigivelse af organisk gødning kan drive en recirkulering af næringsstoffer og samtidig opbygge humus og jordliv. 

Den erfaring er med at holde systemer kørende uden syntetisk kemi er vigtig viden for fremtidens pløjefri drift, der ønsker at mindske afhængighed af sprøjtemidler. 

Begge retninger hjælper hinanden i marken. Økologiske bedrifter kan inspirere til kemifrie ukrudts- og skadedyrsstrategier, som også kan testes og dokumenteres med conservation agriculture målemetoder. Pløjefri planteavlere kan omvendt vise, hvordan jordens struktur kan beskyttes med færre dybe overkørsler, og hvordan markdata og teknologi kan bruges ansvarligt til at understøtte biologi frem for at erstatte den. 

Broen bygges, når vi sammen udveksler metoder og tester. I sidste ende er målet fælles: En sund og modstandsdygtig jord!