Landmanden i naturen GF1

En mark rummer potentiale for langt mere liv, end man umiddelbart tror.

Udover afgrøderne lever der mange planter og dyr i markens kanter, grøfter, stenbunker og levende hegn. Selv små områder kan have stor betydning for insekter, fugle og andre dyr, der bruger dem som skjul, fødesøgningsområde eller levested.

I dette forløb skal vi sammen dykke ned i de forskellige former for natur, der findes i det klassiske danske agerlandskab. Formålet er at give en forståelse for artsrigdom og inspirere jer til, hvordan I som jordfaglige kan være med til at fremme biodiversiteten. Produktionsområder behøver ikke være golde jordørkener – de kan blive steder, hvor både mennesker, dyr og planter trives side om side

Men hvad betyder natur egentligt?

Natur er ikke kun store, vilde områder som moser, heder, skove og enge. I landbrugslandet findes den også i alle de elementer, man møder hver dag; levende hegn, markskel, vandhuller, grøfter, stensætninger, enkeltstående træer og blomsterstriber. Disse småbiotoper spiller en vigtig rolle for mange arter inden for dyrelivet: Fra bestøvere som bier og sommerfugle til rovinsekter, regnorme og mikroorganismer i jorden.

Fugle, gnavere og større dyr er ligeledes en del af landskabet. Svampe og bakterier i jorden er afgørende for planternes vækst og indgår i jordens naturlige kredsløb. Alle planter – både afgrøder, vilde blomster, græsser, og det vi ofte kalder ukrudt – er en del af dette system.

Endelig spiller vejr og klima en central rolle. Regn, tørke, varme og frost påvirker levevilkårene for stort set alle levende organismer i landskabet – også mennesker. At forstå naturen i agerlandskabet handler derfor om at se helheden, og hvordan mark, natur og drift hænger sammen.

Alle arter har brug for tre grundlæggende ting for at kunne overleve; føde, vand og et sted at leve, hvor de ikke bliver ædt, kan formere sig og finde ly i fravær af forstyrrelser. Hvis de ikke får de behov opfyldt, vil arten være på tilbagegang.

Det sker for eksempel, når store sammenhængende arealer ryddes for planter, dyreliv og insekter for at dyrke én enkelt afgrøde, en såkaldt monokultur, som kartofler eller majs. I sådanne marker er der ofte meget lidt variation i terræn, plante- og dyrearter og dermed også færre levesteder og fødekilder.

Kontrasten kan være stor mellem et varieret landskab med hegn, blomster, græs og vandhuller – og en ensartet mark, hvor næsten alt liv omkring afgrøden er fjernet.

Det er desværre veldokumenteret af blandt andre Biodiversitetsrådet, forskere og naturforvaltere, at biodiversiteten i Danmark har været i tilbagegang gennem mange år. Landbruget spiller her en væsentlig rolle, fordi en stor del af landets areal dyrkes intensivt. Samtidig er forklaringen ikke sort-hvid. Vi er blevet flere mennesker, der skal brødfødes på det samme areal, og dansk landbrug skal både levere fødevarer til befolkningen og konkurrere på et internationalt marked.

Jo mere landbrugsjord der anvendes til foderproduktion, desto færre arealer er der til rådighed for både natur, biodiversitet og andre samfundsmæssige behov såsom vedvarende energi, skovbrug og byudvikling. I Danmark er over 2.000 arter af planter, dyr og svampe i dag truet. Mange af dem er afhængige af forskellige naturtyper som heder, enge og vådområder, som gradvist er blevet færre i takt med, at landbrugsarealet er vokset til at udgøre 60 % af landets samlede areal.

Der er dog gode nyheder.

Jordbrugsansvarlige kan gøre meget for at vende udviklingen gennem klog jordfordeling, varierede sædskifter, levende hegn og mere plads til natur i og omkring markerne. For det andet findes der også i intensivt dyrkede områder langt mere liv, end det blotte øje umiddelbart skuer.

Når man først får øje på, hvor mange organismer der lever i og omkring marken, bliver det også lettere at forstå, hvorfor naturen er værd at passe på.

Arter som markfirben, stor vandsalamander, engpiber og flere arter af sommerfugle og bier er blandt dem, der er i tilbagegang. Deres levesteder er blevet fragmenterede og ødelagte som følge af intensiv landbrugsdrift og manglende hensyn til biodiversitet.​ Foto: Adobe Stock

Der lever dyr og andre levende organismer næsten overalt i naturen – også i og omkring markerne hvor mange forskellige arter hver især har fundet deres ’niche’.

I markskel og levende hegn kan mariehøns og løbebiller gemme sig i planterester og jage bladlus.

Pindsvin bevæger sig langs hegn og grøfter, hvor de finder insekter og snegle. I åbne marker og på græsarealer leder lærker og vipstjerter efter frø og smådyr, mens harer og rådyr bruger markkanter og små bevoksninger som skjul. I blomsterstriber og brakarealer finder bier og sommerfugle nektar og pollen, og i fugtig jord ved grøfter og vandhuller lever padder som frøer og salamandre.

Marklandskabet rummer derfor langt mere liv, end de fleste umiddelbart ser fra traktorsædet. Faktisk findes der i det danske agerland tusindvis af forskellige arter fordelt på flere grupper som pattedyr, fugle, padder, krybdyr, insekter, edderkopper og planter – og det er endda, når man ser bort fra mikroliv som bakterier, svampe og regnorme i jorden.

Hvor mange og hvilke arter der findes på en mark, afhænger i høj grad af, hvordan landskabet er indrettet. Marker med variation, læhegn, grøfter, blomsterstriber og uforstyrrede områder giver plads til flere arter end ensartede marker uden skjul og føde.

Hver art har sine egne krav til levested, føde og beskyttelse, og tilsammen udgør de et økosystem, hvor de er afhængige af hinanden. Her er nogle af de tusindvis af arter, du kan spotte i landskabet:

Insekter og smådyr – grundlag for livet:

Insekter er blandt de vigtigste dyr i agerlandskabet. Bestøvere som honningbier, vilde bier, humlebier, svirrefluer og sommerfugle lever af nektar og pollen fra blomster. De findes især i markkanter og levende hegn. Andre insekter og smådyr som mariehøns, løbebiller, guldøjer, og snyltehvepse fungerer som nyttedyr, fordi de spiser bladlus og andre skadedyr. Edderkopper, græshopper og stankelben lever ofte skjult i planterester, under sten og i jordoverfladen, hvor de har brug for ro og dække.

Fugle – markens synlige beboere:

Mange fugle er knyttet til det åbne agerland. Sanglærke, vibe, agerhøne og fasan bruger markerne til fødesøgning og yngel, men er afhængige af uforstyrrede områder til redepladser. Rovfugle som tårnfalk og musvåge jager markmus over markerne og er vigtige for at holde gnaverbestande nede. Andre arter som ringduer, krager og svaler ses ofte i og omkring gårde og læhegn, hvor der er både føde og læ.

Gnavere og små pattedyr – det skjulte liv mellem rødder og hegn:

Markmus, halsbåndsmus og rødmus lever i marker, grøfter og hegn og er en central del af fødekæden. De er byttedyr for rovfugle og rovdyr. Insektædere som pindsvin, muldvarp og spidsmus holder til i markkanter, haver og hegn, hvor de lever af insekter, regnorme og smådyr.

Større pattedyr – vildtet som landskabsforvaltere:

Rådyr og harer trives i det åbne landskab, men er afhængige af skjul i hegn og bevoksninger. Rovdyr som ræv, grævling og mår bevæger sig gennem marklandskabet via korridorer af natur. I dele af Jylland forekommer også ulv, som igen spiller en rolle i reguleringen af større byttedyr.

Padder, krybdyr og vandlevende arter – følsomme indikatorer for naturens tilstand:

Frøer, tudser og stor vandsalamander er knyttet til vandhuller, grøfter og fugtige lavninger. De lever både på land og i vand og er meget følsomme over for ændringer i landskabet. Krybdyr som snog og markfirben findes i solrige markskel og diger. I våde jorde lever vandinsekter som vandkalve og vandnymfer samt småfisk som hundestejle og karusse.

Planter er fundamentet for hele økosystemet. Gennem fotosyntese producerer de sukker og ilt, som både mennesker og dyr er afhængige af for at kunne leve. Uden planter ville der ikke være liv, som vi kender det. Et rigt plante- og skovliv er derfor afgørende for en sund natur – både globalt og i det danske landskab.

I landbruget arbejder vi med to typer planter: Dem, der dyrkes som afgrøder til mennesker og dyr, og dem, der vokser vildt og ikke skal høstes. De vilde planter findes for eksempel langs markskel, i læhegn, på brakmarker og omkring vandhuller og enge. Selvom de ikke giver direkte udbytte, spiller de en vigtig rolle for biodiversiteten og marken samlet set.

Som kommende jordfaglige kan I skrue på to vigtige knapper.

Landbruget kan med en kombination af varierede sædskifter, samdyrkning og robuste planteegenskaber skabe mere modstandsdygtige marker. På den måde kan produktion af fødevarer gå hånd i hånd med opbygning af biodiversitet, sund jord og stabile økosystemer – også i et mere uforudsigeligt klima.

Landmænd og gartnere kan med fordel arbejde med samdyrkning, hvor flere planter dyrkes sammen og udnytter hinandens styrker. Et klassisk eksempel er kløver som underløb i kornmarker. Kornet vokser hurtigt, mens kløveren breder sig langs jorden, binder kvælstof og forbedrer jordens struktur.

Det styrker jordlivet, mindsker ukrudt og kan reducere behovet for gødning.

Lad os slå én ting fast: I naturen findes der ikke nyttige og unyttige arter. Alle organismer har en funktion i økosystemet, og de indgår i et komplekst samspil, hvor intet eksisterer uden betydning. Selv arter, vi oplever som generende, har en rolle i naturens kredsløb.

I landbrugssammenhæng bruger vi dog skellet mellem nyttedyr og skadedyr. Det gør vi for bedre at forstå, hvilke organismer der understøtter afgrøderne, og hvilke der kan give problemer for høsten. For eksempel er mariehøns nyttedyr, fordi de spiser bladlus. Bladlus hedder i øvrigt kun ’bladlus’, fordi de suger saft fra planten og dermed kan skade afgrøderne.

Hvis du vil undersøge dyreliv i marklandskabet, kan du registrere spor, ekskrementer eller sætte vildtkameraer op. Fugle kan overvåges ved faste tællinger tidligt om morgenen af, hvilke arter der ses/høres i marken og langs hegnene. Observationerne giver et godt billede af, hvordan naturen reagerer på dyrkning af jorden.

Opdelingen i nyttige og unyttige arter skal ses som et fagligt værktøj og en menneskelig vurdering af arternes værdi i naturen. Mange af de arter, vi kalder for skadedyr, er faktisk vigtig føde for andre dyr og en sund og naturlig del af fødekæden.

På universitetet undersøger forskere over flerårige perioder sammenhængen mellem nyttedyr og skadedyr i dyrkningssystemer. Ved Høje Taastrup udenfor København arbejder lektor Stine Kramer Jacobsen fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab for eksempel med praksisnær forskning i insektliv i agerlandskabet. Hun studerer, hvilke insekter der findes omkring markerne, og hvordan forskellige dyrkningsformer og naturtiltag påvirker balancen mellem dem.

De fleste af hendes forsøg foregår udendørs og direkte i marken med fælder og visuelle observationer. Fokus er blandt andet på nyttedyr som løbebiller, edderkopper, snyltehvepse og andre rovinsekter, der lever af skadedyr. Når de trives, kan de nemlig være med til at holde skadedyr nede og dermed mindske behovet for sprøjtemidler.

”Artsrigdom og biodiversitet er én ting, mens de forskellige dyrs funktionelle diversitet er en anden. Vi ønsker at skabe uforstyrrede områder i marken og fremme habitater for præcis de nyttedyr, der har positive effekter på dyrkningssystemerne. Dem som kan regulere skadedyr naturligt,” fortæller Stine Kramer.

Hun tilføjer, at nyttedyr – selv de helt små– kan yde vigtige økosystemtjenester for landmanden. Ved at spise bladlus, larver og andre planteskadegørere mindsker de behovet for kemisk plantebeskyttelse som insekt- og svampemidler, som ellers skal bruges til at forebygge angreb.

I sin forskning arbejder Stine Kramer med at måle insektdiversiteten ved blandt andet at sætte simple fælder op i træer, buske og markkanter, og tælle samt artsbestemme de insekter, der fanges. Optællingerne gentages flere gange om ugen for at følge udviklingen over tid. Disse metoder er relativt enkle og kan i princippet bruges af alle.

Den samme tankegang gælder, når vi taler om ukrudt. Ligesom der i naturen ikke findes egentligt nyttige eller unyttige dyr, findes der heller ikke planter, der i sig selv er ukrudt. ’Ukrudt’ er et menneskeskabt begreb, som dækker over planter, der vokser et sted, hvor de forstyrrer vores dyrkning eller konkurrerer med afgrøden om lys, vand og næring.

Mange af de planter, vi kalder ukrudt, er i virkeligheden vildtvoksende planter, som kan have vigtige funktioner.

e kan give føde til insekter, beskytte jorden mod erosion eller bidrage til jordens kulstofindhold. Derfor handler god natur- og markforvaltning ikke om at fjerne planter, men om at kunne skelne mellem, hvor de gør skade for afgrøden, og hvor de bidrager positivt i landskabet.

På samme måde som artskendskab er nødvendigt for at arbejde fagligt med nyttedyr og skadedyr, er kendskab til planter afgørende for at kunne vurdere, hvornår en plante er et problem – og hvornår den er en ressource.