Bæredygtighed i praksis
Explainer

Explainer: Sådan kan man vurdere bæredygtigt skovbrug i Danmark

Af Mie Olsen og Didier Larsen
De danske skove består hovedsageligt at nåleskov og løvskov. Og når man skal lægge en strategi for, hvordan de forvaltes, er der både biologiske (herunder biodiversitet), rekreative og produktionsovervejelser at have med i billedet. 

Lavet i samarbejde med Mogens Krog, forstfuldmægtig i afdelingen for Landskab og Skov ved Miljøstyrelsen.

Der er flere parametre at vurdere skove på, når vi snakker bæredygtig udvikling af en skovstrategi. Herunder vedligehold, dyrkning og fældning, som kan tilgodese både natur, mennesker og økonomi i forskellige grader.

Det er ikke så ligetil at vurdere, hvilken skovfordeling der er mest bæredygtig.

FAKTA: Bæredygtig skovdrift er forvaltning af skovene på en måde, så man vedligeholder skovens biodiversitet og produktivitet i sunde skove, som sikrer langsigtet skovudvikling med mulighed for at opfylde økologiske, økonomiske og sociale behov nu og i fremtiden.

Det viser FN´s bæredygtighedstrekant, som er grundlaget for bæredygtig skovdrift. De tre ben illustrerer, at det er vigtigt at kigge på hele spektret, når man vurderer skovene – fra miljø og natur over økonomi og produktion til menneskets mulighed for at bruge skoven som et rekreativt sted.

Trekantens tre ben er: 1) Rekreative værdier, 2) vedproduktion (eks. træfældning) og 3) biologiske værdier (herunder eks. biodiversitet og grundvandssikring).

trekant 1024x706 1

Den første handler om social bæredygtighed – nemlig menneskers behov. For eksempel fritidsbrug af skoven og herunder den mentale og fysiske sundhed det kan give. Den anden går på økonomisk bæredygtighed, og hvor meget tømmer man kan producere. Den sidste omfatter miljømæssig bæredygtighed, såsom biodiversitet og natur.

Alle tre er centrale elementer, der indgår i en samlet vurdering af bæredygtighed, når vi udvikler de danske skove. Formålet er, at elever, beslutningstagere og professionelle (eksempelvis skov- og naturteknikere) kan foretage en kvalificeret overvejelse af: 

Hvilken fordeling og håndtering af skove, der passer bedst til bæredygtighedsparametrene, hvordan det stemmer overens med overordnede mål, samt hvor man bedst udnytter potentialet for de to dominerende skovtyper. 

Danmark har to dominerende skovtyper: Løvskov udgør cirka 44 procent af det samlede areal, mens nåleskov ligger på 35 procent. En mindre del (11 procent) er blandet skov, mens små 6 procent udgøres af pyntegrønt, herunder især juletræer.  

Løvskov: Løvskoven består af hjemmehørende arter som bøg, eg, ask og ahorn mfl., der naturligt indvandrede efter sidste istid. Træerne tager typisk 120 år om at vokse sig store. De er kendetegnet ved langsom vækst med hårdt ved og brede kroner. Løvskovene vokser primært på øerne og i Østjylland. De indeholder specialiserede insekter og svampe, der er tilpasset træarterne gennem flere tusinde år.

Nåleskov: Nåletræer som fyr og gran er næsten alle oprindeligt hentet fra udlandet og tager kun omkring 50 år at vokse sig store. Skovtypen vokser bedre end løvskov på næringsfattig og let jord. De fleste nåletræarter har kun været i Danmark i 200 år, og der er derfor ikke tilknyttet så stor artsdiversitet til nåleskove som i hjemmehørende løvskove.

Ofte findes skovtyperne i samme skov, og begge kan bidrage til en bæredygtig forvaltning. Men de goder, hver bidrager med, vægter forskelligt i bæredygtighedstrekanten, alt afhængig af hvilken målsætning man har med skoven.

For eksempel har løvskov den store fordel, at det fremmer biodiversitet. Dvs. at der er flere arter – som insekter, svampe, dyr og planter – knyttet til løvtræerne. De danner fundament for masser af andet liv. Til gengæld kan nåletræer vokse på ringe jorde, dvs. klit- og hedeplantager og ved kyster i Vestjylland. 

Derudover vokser de hurtigere end løvtræer, og man får en bedre udnyttelse til tømmer til industrien på grund af de lange lige stammer. Fordi en nåleskov kan etableres hurtigt (cirka 50 år), er den også effektiv til at suge CO2 ud af atmosfæren, og det kan lagres udenfor skoven i tømmeret i fx bygninger. 

Nu kan forskellige målsætninger for skoven og deres effekt vurderes ud fra trekanten. 

Lad os tage to eksempler. Først en løvskov, hvor målet er mere biodiversitet. Her er “urørt skov” en oplagt strategi. Den ligger højt på biologisk bæredygtighed, fordi den vokser naturligt og har en strukturmæssig mangfoldighed – dvs. der er både dødt træmateriale, en stor variation i arter (også de sjældne) og sammenspil med vandbalancer (i form af små vandløb eller søer). 

Urørt skov har en vis form for “charme” i landskabet, fordi den fremstår vild og ukontrolleret. Til gengæld er den ikke særligt økonomisk bæredygtig, da skoven ikke anvendes til træhugst og dyrkning. Men en mere vild skov kan være attraktiv for nogle skovgæster.

Et andet eksempel kunne være en nåleskov, hvor det primære mål er tømmer med høj produktion og dermed også et højt CO2-optag. Der er få løvtræer i små grupper i skoven, hvor der også er anlagt en mountainbike rute.

Trekanten hjælper med at vurdere, hvordan enhver prioritering af skovarealer (herunder bestemte strategier) vil medføre både en opvejning og en nedvejning af de tre bæredygtighedsparametre.

Bæredygtighedstrekanten kan bruges sådan:

1) Du har et konkret skovområde eller habitat (eks. Vestjylland/Østjylland eller sandjord vs. lerjord).

2) Der er et eller flere mål for det område (eks. CO2-reduktion, biodiversitet, eller grundvand).

3) På baggrund af din målsætning for skoven vægtes de tre bæredygtighedselementer, som plottes ind i bæredygtighedstrekanten.

Alle tre elementer skal være til stede, men de kan tillægges forskellige vægt i bæredygtig skovforvaltning.

Del dette