“Vi holder høns i store bure, og hver dag renser vi gulvet med vand, så møget automatisk drænes ned i biogasanlægget. Vi forbruger en del af gassen selv, og resten sælger vi til de omkringliggende husstande for 1000 taka (81,15 DKK) om måneden. Anlægget har givet et bedre indeklima og en mere systematisk affaldshåndtering. Desuden både lugter og forurener det mindre.”
Læs også: EXPLAINER: Hvad er biogas?
Sådan fortæller 18-årige Bishwajit Das fra landsbyen Harinagar i Bangladesh´s nordøstlige marskvandsvådområde Kulaura. Et område der har set en eksplosiv vækst i installationen af små 2,4 – 4,3 kubikmeter store biogasanlæg til private husholdninger over de sidste år.
Das har overtaget sin onkels hønsefarm med næsten 3,000 burhøns, og i samarbejde med ingeniørvirksomheden Grameen Shakti fik han installeret et biogasanlæg på sin grund. Det gør, at familien har kunnet udskifte deres mudderovn med brænde til et mere moderne komfur. Nu lever de også af at sælge biogas til naboerne – i tillæg til gårdens ægproduktion.
Det positive resultat er, at beboerne i Harinagar laver mad under mindre forurenende forhold og får anvendt restgødningen frem for at dumpe den ved naboen.

Men selvom der er tale om en lokal succeshistorie, får den store brug af gødning – og ikke mindst burhønsforholdene i den konkrete case – NyTænk til at stille spørgsmålstegn ved, hvor bæredygtig biogasløsningen er. Og om vi står over for lignende dilemmaer i Danmark, hvis produktionen af biogas skal opskaleres i den kommende tid.
Udviklingspotentialet fremhæves meget i Danmark nu, hvor politikere og erhvervsliv fokuserer på, hvordan en øget biogasproduktion kan være med til at sænke afhængigheden af russisk gas. Så sent som i april aftalte en række danske partier at forlænge muligheden for at bruge energirige afgrøder som for eksempel majs til at producere biogas – på trods af, at majsene optager plads på landbrugsjorden og udleder kvælstof (nitrogen).
Behov for alternative former for biomasse
Men i hvor høj grad kan man kalde biogasanlæg bæredygtige, når de kræver brug af – som i eksemplet ovenfor – store mængder gødning? Og hvad skal man sikre sig, hvis man vil bruge anlæggene på en naturbeskyttende måde?
NyTænk har spurgt Sander Bruun, lektor i landbrug og klima ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet. Han har undersøgt private installationer af biogasanlæg hos familier i Vietnam, som har fået støtte gennem forskellige udviklingspuljer. De ligner dem, der er i landsbyen Harinagar.
Han fortæller, at der opstod uforudsete problemer efter længere tids brug af anlæggene.
“Når folk gør deres stalde rene, bruger de en masse vand. Det fortynder husdyrgødningen, inden den kommer i biogastanken, hvilket giver et meget tyndt restprodukt, som er svært at bringe ud på en mark. Resultatet i sidste ende er, at næringsstofferne ikke bliver recirkuleret særlig effektivt tilbage til landbrugsjorden,” forklarer Bruun.

I flere udviklingslande sker det, at den afgassede biogas (dvs. det fortyndede møg) løber ud i laguner, hvor næringsstofferne fordamper eller ledes direkte ud i et vandløb frem for at gøre gavn som gødning.
Bruun understreger, at der også er større udfordringer at imødekomme herhjemme, hvis vi skal satse storstilet på biogas de næste år. Dvs. hvis institutioner, virksomheder og husholdninger skal implementere lignende anlæg som erstatning for fossilt naturgas fra undergrunden.
“Den danske biogasindustri er vokset enormt meget. Men teknologien er ikke miljørigtig, hvis vi skal have flere husdyr for at producere biogas. Udfordringen for branchen er derfor at skabe nok biomasse og finde flere brugbare typer af materiale at komme i anlæggene,” uddyber han.
I dag anvendes en mindre del den eksisterende gylle til biogasproduktion, men regeringens målsætning lyder på minimum 50 procent. Biogasudbyttet er dog mindre ved gylle, end det er ved for eksempel kildesorteret husholdningsaffald, halm og slagteriaffald, noterer Bruun.
“Og når man snakker om biogas, må man tage hele produktionskæden i betragtning. Vi skal kigge på, hvordan de afgassede produkter bagefter påvirker emissioner ude i marken og planternes vækst, og hvad biomassen ellers kunne være brugt til,” tilføjer han.
Det er især vigtigt, at næringsstoffer optages af planterne bagefter, så restgyllen ikke ender med at udlede nitrat og lattergas til luften.
Konklusionen fra Bruun er, at hvis biogas skal være bæredygtigt, kræver det både flere alternative restprodukter – frem for blot gødning fra landbrugsdyr – samt mere viden om, hvordan affald fra biogasanlæg kan genanvendes på markerne.