Kemi og udledning i vandmiljøer

Hvis vi vil forstå, hvorfor jordbrugere bruger gødning og pesticider, må vi starte med en enkel pointe: Afgrøder vokser ikke alene. De lever i konstant konkurrence med naturens kræfter. Vejret kan være for vådt, tørt eller koldt. Ukrudt stjæler lys og næring, mens svampe og skadedyr angriber rødder og blade, hvilket truer hele høsten.

Det er ikke kun en teoretisk risiko. I danske forsøg med svampesygdommen Septoria i hvede har effektiv svampebekæmpelse ifølge Seges Landbrugsinfo.dk givet et merudbytte på omkring 500–1.000 kilo korn per hektar sammenlignet med ubehandlede marker.

For landmanden er det en kritisk risiko. En mark med hvede eller kartofler er en stor investering af tid, maskiner og frø. Jordbrugere bruger derfor ekstra “inputs” som en livsforsikring for afgrøden. Gødning sikrer de nødvendige næringsstoffer, mens pesticider agerer som et skjold mod de biologiske fjender.

Den økonomiske betydning afhænger af angreb afhænger af, hvordan høsten sælges. For en landmand, der sælger korn til en pris pr. ton, slår et lavere udbytte næsten direkte igennem på omsætningen. Ved direkte salg, abonnementer eller forarbejdning kan en højere pris per kilo gøre økonomien mindre afhængig af det størst mulige udbytte. Den arealbaserede landbrugsstøtte kan stabilisere indkomsten, men den erstatter ikke værdien af en mistet høst.

I Danmark giver det fugtige klima gode betingelser for flere sygdomme og skadedyr. Svampe angriber plantens blade og reducerer fotosyntesen, mens kartoffelskimmel hurtigt kan ødelægge toppen og smitte knoldene. Bladlus suger saft fra planterne og kan sprede virus, mens rapsjordloppens larver beskadiger stænglerne i raps. Samtidig betyder vores milde vintre, at ukrudt som agerrævehale og flere insektarter lettere overvintrer og skaber problemer i de efterfølgende sæsoner.

Selve dyrkningssystemet gør også marken sårbar. Monokulturer, det vil sige store arealer med én planteart, er effektive for maskiner, men biologisk risikable. Når tusindvis af identiske planter står tæt, kan sygdomme sprede sig som en steppebrand. Her er vild natur langt mere robust, da diversiteten af arter og naturlige fjender som mariehøns og snyltehvepse skaber en naturlig balance, som holder skadedyrene nede.

Den vilde natur kan ikke kopieres direkte ind i et intensivt dyrkningssystem, og målet behøver heller ikke være en mark helt uden ukrudt, sygdomme eller skadedyr. I integreret plantebeskyttelse arbejder man i stedet med en skadetærskel: Landmanden griber først ind, når det forventede økonomiske tab er større end omkostningen ved bekæmpelsen. 

Inden der anvendes pesticider, kan risikoen mindskes gennem blandt andet sædskifte, robuste sorter, justeret såtid, mekanisk bekæmpelse og bedre levesteder for naturlige fjender. Den gyldne balance er derfor et stabilt og tilstrækkeligt udbytte med så få eksterne inputs som muligt. Ikke det størst mulige udbytte for enhver pris.

Når vi taler om “kemikalier”, er det vigtigt at skelne. Ikke alt er industrielt. Husdyrgødning og biologiske midler har naturlig oprindelse, mens kunstgødning og sprøjtemidler er fremstillet til specifikke formål. Men uanset kilden opstår problemet, når stofferne ender i vandløb, havmiljø eller grundvand.

Pesticider er designet til at bekæmpe liv, og flere af dem er svært nedbrydelige. De kan ophobes i fødekæden og skade dyr og natur over lang tid. Samtidig skaber overskydende næring ubalance i vandmiljøet, hvilket fører til algevækst og iltsvind. Fremtidens jordbrug handler derfor om at designe mere robuste systemer, hvor vi mindsker behovet for inputs uden at miste fødegrundlaget.

Det er netop derfor, dette undervisningsforløb er udviklet. 

Allerede tidligt i uddannelsen er det vigtigt at se gødning og pesticider som faglige valg og ikke som automatiske løsninger. Hvert valg påvirker både udbyttet, bedriftens økonomi og det omgivende vandmiljø. I forløbet skal du derfor arbejde med at vurdere behovet, forebygge problemer og vælge den mindst belastende løsning, når et indgreb er nødvendigt.

Når vi taler om pesticider og gødning i landbruget, taler vi i virkeligheden om molekyler. Det er aktive kemiske forbindelser, som er designet til at styre biologiske processer. Det kan være alt fra at bekæmpe en svamp til at give en plante adgang til kvælstof, så den kan vokse. Selvom molekylerne bruges til forskellige formål, har de én ting til fælles: De virker ved at ændre balancer i levende systemer.

De fleste pesticider er udviklet til at ramme bestemte biologiske funktioner. Et herbicid som glyphosat hæmmer eksempelvis et enzym, som planten skal bruge for at danne bestemte aminosyrer. Når planten ikke længere kan danne disse byggesten, stopper væksten gradvist. Et fungicid kan blokere svampens respiration, mens et insekticid kan forstyrre nervesystemet hos insekter. Det gør midlerne effektive, men også potentielt problematiske, fordi andre organismer kan blive ramt, hvis midlerne spredes uden for marken.

Gødning fungerer anderledes. Her er målet ikke at dræbe, men at tilføre essentielle næringsstoffer. Planter har især brug for kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K), som er byggesten i alt fra proteiner til DNA. Gødning kan komme fra:

• Naturlige kilder → husdyrgødning, kompost, planterester.
• Syntetiske kilder → kunstgødning fremstillet industrielt.

Begge typer indeholder de samme grundlæggende næringsstoffer, men de frigives forskelligt i jorden og påvirker miljøet forskelligt alt efter deres sammensætning. 

Når man i hverdagen siger “kemikalier”, tænker mange på noget kunstigt og farligt. Men det er en forsimplet forståelse. Alt, også vand og jord, består af kemi. Det vigtige skel går derfor ikke kun mellem naturligt og syntetisk, men mellem hvordan molekylerne bruges, og hvor de ender henne i kredsløbet.

I moderne landbrug påføres pesticider typisk ved sprøjtning med marksprøjter, hvor midlet opløses i vand og fordeles jævnt over afgrøden. Det sker ofte flere gange i løbet af en vækstsæson, styret af præcise varslinger om sygdomstryk. Gødning udbringes enten som fast materiale (som gylle eller granulat) eller opløst i vand.

Midlerne købes gennem godkendte grovvareleverandører og kræver sprøjtecertifikat. Brugen er strengt reguleret i Danmark. Ikke kun af hensyn til sundhed, men også fordi landet er intensivt opdyrket og rigt på vandmiljøer. Samtidig stammer drikkevandet fra grundvand, hvilket gør systemet særligt sårbart over for udvaskning.

Pesticider er bekæmpelsesmidler. De er designet til at slå noget ihjel. Og selvom de testes for at være så målrettede som muligt, kan de påvirke andre organismer end de tiltænkte. Hvis et insektmiddel rammer ved siden af, kan det også skade nyttige arter som bier, svirrefluer og mariehøns.

Pesticider kan også bevæge sig gennem jordlagene. Nogle molekyler er designet til at nedbrydes hurtigt, mens andre er mere langtidslevende og kan blive i miljøet i lang tid. I visse tilfælde finder man rester i grundvandet mange år efter, at et specifikt middel er blevet forbudt.

Derfor handler diskussionen om pesticider og gødning ikke kun om deres funktion i marken – men om deres “efterliv” i naturen. Hvor bevæger molekylerne sig hen? Hvor længe overlever de? Og hvilke dele af vores sårbare økosystem møder de på deres vej?

Fælles for både pesticider og gødning er, at de er udviklet til at gøre nytte i marken. Problemet opstår, når de ikke bliver dér. Regn, dræn, jordtype og afgrødens optagelse afgør, hvor meget der bliver i rodzonen, og hvor meget der transporteres videre. Derfor er næste spørgsmål ikke kun, hvad landmanden bruger på marken, men hvad der sker med stofferne bagefter.

Det triste faktum er, at menneskers omfattende brug af sprøjtemidler har haft alvorlige konsekvenser for Danmarks vandmiljø. Fra landmændenes side er det hovedsageligt rester af kemiske pesticider og kvælstof, der er sivet igennem jordlag på marker og ned i grundvandet. 

I januar 2026 kom Miljøministeriet med en rapport om problemet, der vakte meget debat. 

Særligt under Folketingsvalgkampen i samme forår, hvor rent drikkevand og forbud var på alle politikeres læber. Rapporten fra Miljøministeriet advarer imod, at kommunerne fra 1998 og frem ikke har gjort nok for at beskytte grundvand som den sårbare naturressource, det er. 

Trods Danmark har strenge regler for godkendelse på området, er de ikke strenge nok, mener Ministeriet. I skrivende stund findes pesticidrester i hver anden drikkevandsboring, og cirka 1 ud 10 gange overstiger mængden myndighedernes kvalitetskrav til vandet.

Det er selvfølgelig ikke kun landbrugssektoren, der er med til at udlede kemikalier til grundvandet. Industrien spiller en stor rolle, og det samme gør privatforbrugere. For eksempel ender kemikalier fra vaskepulver ofte i spildevand, ligesom plastikforurening dumpet i naturen desværre også ofte ender i vandsystemer.

Når det er sagt, så udgør særligt pesticider en forurenende kilde i det danske grundvand. Det fortæller professor Selina Tisler, som arbejder med avanceret vandprøveanalyse ved Københavns Universitets Institut for Plante- og Miljøvidenskab.   

I laboratoriet tager hun grundvandsprøver fra alle dele af Danmark, som ellers er kendt for at have ”A-rated” vandkvalitet. Men det er en blandet sandhed, for der er er mange både kendte og ukendte kemikalieformer at spore i prøver fra forskellige dele af landet.

Der er især grund til at være påpasselig i områder, hvor landbrugsmarkers jordlag er tæt på grundvandet nedenunder. Pesticidrester rejser nemlig gennem jorden og bliver nedbrudt i mindre, men stadig skadelige partikler. Det er dem, Selina Tisler blandt andet kan finde i prøverne. 

Hun finder også industrielle og menneskeskabte kemikalier som Roundup sprøjtemiddel og rester fra plastikbeskyttelse til planter. Forskeren har derfor en klar opfordring til kommende landmænd og gartnere;

På laboratoriet finder Selina Tisler for eksempel komponenter af aktivstoffet ”DMI,” som bruges i svampebekæmpelsesmidler mod angreb fra særligt meldug.

Når forskeren siger ”pesticidrester”, betyder det dele af de molekyler, som et pesticid er. 

Et andet godt eksempel er ”atrazin”, et kraftigt ukrudtsmiddel der allerede i 2004 blev forbudt at bruge i EU, og ifølge Miljøstyrelsen ikke har været anvendt i Danmark siden midten af 1990’erne. Selina Tisler og hendes kollegaer har fundet rester af atrazin i nylige drikkevandsprøver. Resultaterne viser, hvor langtidslevende kemikalierne er, når de først er blevet udledt i naturen. 

Problemet er, at kemikalierne ikke kan nedbrydes i naturligt i vandet. De hober sig op over tid. Ofte findes de heldigvis i små og mindre giftige doser. Men problematikken er væsentlig, fordi stort set alt drikkevand i Danmark kommer fra grundvandet. 

Danmark har traditionelt baseret drikkevandet på rent grundvand, som kun behandles ganske lidt, før det sendes ud til forbrugerne. Derfor er det langt bedre at forebygge forurening end at forsøge at rense sig ud af problemet bagefter.

Risikoen for udvaskning af pesticider er én miljøproblematik. En anden og mindst lige så relevant er konsekvenserne af at producere pesticider. Den amerikanskejede fabrik og pesticidproducent FMC (tidligere kendt som Cheminova) har i årevis udledt forurenet spildevand ud omkring Harboøre Tange i Limfjorden. Selvom fabrikken har varslet lukning i 2026, forbliver forureningen efterfølgende.

Vandet er biokemisk aktivt og har negativ påvirkning på fisk, tang og krebs. 

FMC er blot én producent ud af mange, og fordelen er, at den geografisk ligger i Danmark, så vi kan se og diskutere konsekvenserne for vandmiljøet. I mange tilfælde importerer landbrugsindustrien dog bekæmpelsesmidler fra udlandet, hvor der er meget lidt gennemsigtighed med produktionsforholdene.

Gødning fra landbruget påvirker også vandmiljøerne. Særligt fordi det indeholder fosfor og kvælstof, som udvaskes til ferske vande som søer, åer og damme og i sidste ende havene. Tilførslen fører til et alt for næringsrigt miljø, hvor vandplanter og alger får rigtig gode vækstvilkår. Faktisk så gode, at de vokser med ekspresfart i toppen af vandet og ender med at skygge for, at sollys kan trænge ned på bunden. 

Samtidig får mikroorganismer og dyreplankton (encellede organismer) en masse ekstra mad at fordøje. Deres afføring ender på vandbunden, og det samme gør deres ’kroppe’, når de dør. Det betyder, at puljen af organisk materiale vokser. 

Vi bevæger os nu ind i en forklaring af overgødning i havene og iltsvind. Det har I måske allerede hørt omtalt som store miljøproblemer i det danske samfund. Men før vi uddyber ilstvind, dykker vi ned i, hvordan velfungerende vandmiljøer i ferskvande virker. 

Som I kan læse i explaineren her, så er sunde søer helt centrale for lagring af kulstof.

Nu tilbage til iltsvindsproblematikken. For det er nogle af de samme dynamikker, der er på spil.

I et normalt og iltrigt havmiljø vil der være en moderat plantevækst af alger i overfladevandet samt blomsterplanter og tang på bunden. Når alger og dyr dør, synker de ned på havbunden, hvor bunddyr som orme og snegle sammen med bakterier går i gang med at nedbryde dem.

Den ekstra nærringstilførsel fra udvasket gødning skaber en stor overproduktion i toppen af vandet, som vi nævnte før. Overfladen bliver travl med biologisk aktivitet. Omvendt får planterne på bunden af vandet rigtig dårlige vækstvilkår, da der ikke trænger meget sollys ned til at lave fotosyntese. Fotosyntese skaber ilt, så alt i alt bliver bunden mere iltfattig. 

Udfordringen opstår, fordi mikroorganismer, bunddyr og bakterier på bunden skal bruge ilt til at nedbryde alle de døde alger, afføring og døde organismer. De trækker vejret under arbejdet, det vil sige udfører respiration, ligesom os mennesker.

I landbruget snakker man mest om den i forbindelse med koprutter. Men udledninger af metan er også et problem i vandmiljøer på grund af overgødning. 

Når iltforbruget er større end ilttilførslen i vand, opstår der et mudret lag af uomsat organisk materiale på bunden. Fortsætter det længe, er der risiko for en frigivelse af giftig svovlbrinte, som dræber marineliv og forurener vandene. Det er det, der hedder iltsvind. 

Der er også risiko for dannelsen af et såkaldt springlag. Laget adskiller det kolde bundvand fra det varme overfladevand, og skaber en slags låg imellem dem. Det gør det endnu sværere for ilt at nå ned til bunden – en dårlig spiral.

Iltsvind er sket over tid i de danske fjorde, kystvande og søer. Derfor er der et stigende pres fra både politikere og befolkningen for, at landbruget reducerer udvaskning fra mark til vand. Samtidig peges der på behovet for at begrænse eller helt undgå intensiv dyrkning i særligt vandfølsomme områder.

Forbud og beskyttelseszoner i udvalgte vand- og boreområder er én måde at komme problemet med kemi i naturen til livs. En anden konstruktiv tilgang er, at jordfaglige helt fra de første grundforløb på skolen selv er med til at vende udviklingen. 

Det vil sige, at de går ind i faget med en klar målsætning om at bruge færre fabriksfremstillede og kunstige sprøjtemidler og gødning i dyrkningen af forskellige afgrøder, uanset om afgrøderne skal afsættes til dyr eller mennesker. 

Udfordringen er, at hvis landmænd i konventionelle landbrug slet ikke bruger plantebeskyttelse, risikerer de at miste 60 til 70 procent af høsten. Opgaven er at gøre sine afgrøder bedre til at udnytte næring og optimere deres forsvarsevne over for ukrudt, sygdomme, insekter, svampe og dyr. 

Det fortæller Paul Neve fra afdelingen for afgrødevidenskab på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet. Han siger også, at Danmark har de strengeste regler for pesticidforbrug, og at danske landmænd bruger færre pesticider sammenlignet med andre europæiske lande. 

Til gengæld har vi store problemer med iltsvind og overgødning. 

Faglig omtanke for planters helbred er en god måde at tilgå opgaven på, mener professor Paul Neve. 

Planter har et immunforsvar, der ligesom menneskers kan være enten stærkt og robust eller svækket og skrøbeligt afhængig af livsstil og levevilkår. Når landmanden sprøjter sin mark bredt med pesticider, kan det metaforisk sammenlignes med at give en hel befolkning antibiotika.

Det er en forsikring over hele linjen, selvom man godt ved, at ikke alle mennesker er smittede eller syge, siger professor Paul Neve. Problemet er, at sådan en tilgang ikke hjælper med at opbygge den generelle sundhed i befolkningen, for at blive i metaforen. Sygehusvæsenet ender med at bruge meget mere antibiotika end nødvendigt. Og der er stor risiko for, at virusserne bliver immune.

Hvis landmanden i stedet arbejder med at skabe nogle miljøer og vilkår, som gør planterne mere robuste, svarer det til sætte ind på befolkningens sundhed. At optimere kost, motion, fysisk og mental helbred, bolig og arbejdsmiljøer, så hvert individ har et bedre immunforsvar.  

Man ved, at planter der lever i mere diverse landbrugslandskaber generelt er sundere. Her findes mange nyttedyr, eksempelvis mariehøns og snyltehvepse, som er med til at holde bestandene af skadedyr naturligt nede. Skadedyr specialiserer sig i én plantetype. Hvis den samme plante dyrkes igen og igen, risikerer landmanden en ophobning af skadedyr.

Det samme gælder sygdomme, som nemmere kan sprede sig og blive til udbrud. I ensartede marker uden stor afgrøderotation er risikoen for insektangreb og sygdomme større, og afgrøderne er svagere til at stå imod. Behovet for at sprøjte med pesticider vil være højere, fortæller Paul Neve.

Hvis jorden er sund, kan planternes rødder nemmere afsøge undergrunden for næringsstoffer, og behovet for gødning bliver mindre. I et sundt system vil afgrøderne være mindre stressede og bedre i stand til selv at vokse og lave effektiv fotosyntese. Man kan sammenligne gødning med vitamin eller kosttilskud.  

Det er langt fra alle i en sund og rask befolkning, der har brug for tabletter. 

Hvis landmanden kan designe et system, hvor planterne i højere grad kan beskytte sig selv, vil behovet for bred behandling med “antibiotika” eller “kosttilskud” falde. I stedet kan indsatsen målrettes mod de planter, der er i særlig risikogruppe, og overvåge dem tættere.

Kun når planter rent faktisk bliver syge, bør landmanden behandle med pesticider, og gødning. “Kosttilskuddet” bruges i afpassede mængder.

I et større perspektiv handler det om at flytte fokus fra at kontrollere symptomer til at opbygge robuste dyrkningssystemer. Jo bedre systemet fungerer biologisk, desto mindre behov er der for at gribe ind.